go

Ligesom The Twilight Samurai (2002) og When The Last Sword Is Drawn (2003) kommer GO til Danmark belæsset med priser fra hjemlandet, Japan. Instruktør Isao Yukisadas ungdomsdrama ryddede stort set bordet ved det japanske filmakademis årlige uddeling, men modsat de to førstnævnte titler gik man glip af den vigtigste pris - Bedste Film. For 2001 var også året, hvor Hayao Miyazaki (Det Levende Slot, 2004) udsendte Chihiro Og Heksene, og den kunne GO trods alt ikke hamle op med.

GO åbner med et citat fra Shakespeares Romeo Og Julie, men filmens indledning minder nu mere om Baz Luhrmanns udgave af samme stykke. Isao Yukisada hiver nærmest samtlige filmtekniske kneb op af skuffen i den første halve time, der byder på et væld af jump cuts, split screens, freeze frames, skæve kameravinkler med mere. Det er alt sammen meget rastløst og i længden en smule irriterende, og det samme kan siges om hovedpersonen, Sugihara (Yosuke Kubozuka). Men netop som man sidder og tror, at dette stilmæssigt skal udvikle sig til en japansk udgave af Trainspotting (1996), viser GO sig at have en helt anden dagsorden. I stedet er der tale om en god, gammeldags dannelsesrejse, hvor en ung mand søger sin egen identitet, og det er her, at Isao Yukisada gør noget virkelig smart. Han lader filmens stil følge hovedpersonens udvikling, så i takt med at Sugihara modnes, droppes den hektiske klipning til fordel for en mere rolig og traditionel form.

Både litteratur- og filmhistorien vrimler med fortællinger om, hvor hårdt det er at være ung, men i Sugiharas tilfælde er der en ekstra forhindring. Han er halvt koreaner, og hvad værre er, så stammer hans far ikke fra Syd-, men Nordkorea. En anden af overraskelserne ved GO er, at den afslører en mindre behagelig side af det japanske samfund, hvor racismen lurer under overfladen. Den rammer også Sugihara, selv om han er født og opvokset i Japan, ligesom han taler sproget flydende. Men han bliver for alvor bevidst om sine rødder, da han møder pigen Sakurai og tøver med at røbe sin etniske baggrund af frygt for hendes reaktion.

GO er baseret på en roman, og det fornemmes på den episodiske struktur. Godt nok insisterer Sugihara i sin fortællestemme gentagne gange på, at "det her er min kærlighedshistorie", men filmen foretager adskillige svinkeærinder undervejs. Således ofres der lige så meget tid og kræfter på hans bizarre forældre, vennerne og tiden i den nordkoreanske skole, som på forholdet til Sakurai. Faktisk har Sugihara så meget at fortælle om sig selv, at pigen først dukker op en halv time inde i GO, men så slår hun også straks benene væk under ham. Det er ganske forståeligt, da hun spilles af Kou Shibasaki (Battle Royale, 2000 og Mistet Opkald/One Missed Call, 2003), som er helt uimodståelig i rollen.

Som nævnt begynder GO med speederen i bund og masser af sjov i gaden. Derfor rammer det så meget hårdere, da Sugihara halvvejs inde i filmen pludselig bliver stillet over for livets barske realiteter. En af vennerne dør, og kort efter mærker han selv på smerteligste vis, hvor ondt det gør, når folk pludselig dømmer ham ud fra hans etniske baggrund, frem for den han er. Det er disse sekvenser, der hæver GO højt over det sædvanlige ungdomsdrama-niveau, og gør det til en film, der handler om at være ung, frem for én, som er lavet for de unge.