ju-on

Hvis man kunne lide den japanske gyser Forbandelsen: The Grudge (Ju-On: The Grudge, 2003) eller den amerikanske genindspilning, The Grudge (2004), vil det måske være interessant at se, hvordan det hele begyndte. Forbandelsen: The Grudge er nemlig ikke den første film i serien, for allerede i år 2000 udsendte instruktøren Takashi Shimizu en lille, tv-produceret videofilm med titlen Ju-On. Publikum reagerede så positivt, at den foreløbige status i dag lyder på fem film: Ju-On, Ju-On 2 (2000), Ju-On: The Grudge, Ju-On: The Grudge 2 (2003) og The Grudge - alle med Takashi Shimizu som instruktør. Dertil kommer, at han både har planlagt Ju-On: The Grudge 3 og en fortsættelse af sin egen amerikanske genindspilning.

Det første, der slår én ved den oprindelige Ju-On, er det minimale budget, den tydeligvis er lavet for. Filmen er optaget med videokameraer og har et meget upoleret udseende. Det kan i sig selv være en charme, når det gælder gysergenren, men effekten ødelægges af den til tider uskarpe klipning. Skuespillet er heller ikke af højeste kvalitet, men Ju-On byder dog på en ung Chiaki Kuriyama (Battle Royale, 2000 og Kill Bill, 2003), som også i dette tilfælde er iklædt skoleuniform. Endvidere dukker Takashi Matsuyama og Takako Fuji for første gang op som det skæbnesvangre ægtepar, der lægger kimen til seriens omdrejningspunkt, forbandelsen. De to har spillet henholdsvis den jaloux ægtemand Takeo og hans kone Kayako i samtlige fem film, inklusiv den amerikanske version.

Det mest interessante ved Ju-On er, at den viser hvor mange af seriens faste elementer Takashi Shimizu allerede havde på plads i første ombæring. Mest iøjnefaldende er måden, filmen er bygget op på - med sin opdeling i selvstændige afsnit, der fortælles ude af kronologisk orden. Et andet særkende er, at størstedelen af handlingen foregår i dagslys - lidt usædvanligt for en gyser - og at uhyggen primært skabes ved hjælp af lydsiden. Huset, som forbandelsen udspringer fra, optræder også i de øvrige film. Dermed er det også sagt, at Ju-On rent handlingsmæssigt ikke adskiller sig synderligt fra sine efterfølgere. Groft sagt introduceres man for en person, som kommer i kontakt med forbandelsen, og derefter er det blot et spørgsmål om tid, inden vedkommende lider en krank skæbne. Sådan har serien kørt stort set lige siden, og det er ikke til at komme uden om, at det føles mere og mere ensformigt, jo flere af filmene man ser.

Ju-On indeholder mange af de andre elementer, der har vist sig at være seriens svaghed. For eksempel savner man en hovedperson, som kan binde historien sammen, da man næsten ikke når at lære personerne at kende, før de bliver ryddet af vejen. Svaghederne bliver yderligere forstærket af, at Takashi Shimizu på dette tidspunkt endnu ikke har udviklet sine evner som instruktør og manuskriptforfatter. Flere af personernes handlinger er således mere præget af et ønske om at få plottet til at hænge sammen, end af logik. Uhygge er det også småt med. I Ju-On går der over en halv time, før den første - bare lidt - uhyggeligt scene kommer, og da filmen kun er 67 minutter lang, er halvdelen af spilletiden brugt på det tidspunkt. Til gengæld bliver Ju-On mod slutningen en hel del mere blodig og grusom end de senere film, og det hjælper lidt på helhedsindtrykket.

Et gennemsyn af Ju-On-serien afslører, at de enkelte film skal ses som en del af en fortløbende historie, frem for som gentagelser af hinanden. Faktisk er det kun The Grudge, der kan kaldes for en decideret genindspilning. Men det gør nu ikke monotonien mindre, og det eneste, der kan siges at have ændret sig undervejs, er at Takashi Shimizu har fået flere penge, bedre skuespillere og flottere effekter til rådighed.