blister

Yuji og hans venner er otakuer: Håbløse fans af forskellige produkter, som de bruger mere energi, penge og omsorg på end alt andet i deres liv - selvom alle andre synes, det er ligegyldigt tidsspilde. Terada samler på alt der har med Star Trek at gøre, Hasamoto elsker mechas og Yuji er besat af amerikanske actionfigurer. Hans værelse er klistret til med figurer i original indpakning, men samlingen er langtfra komplet. Der er især én figur, han bare skal have fat på: Hell Banker. Verdens måske mest værdifulde actionfigur, som angiveligt kun findes i ét eksemplar, og er så sjælden, at man ikke engang ved, om den eksisterer.

Blister er hovedsageligt en ungdomsfilm med fokus på otaku-miljøet. I en hip kamera- og klippestil følges de tre samlere, og den omverden der forsøger at leve sammen med dem. Det er generelt en sjov, lille film, hvor de fleste samlere sikkert vil nikke genkendende til mange detaljer. For eksempel Yujis insisteren på aldrig at pakke figurerne ud af deres plastikbokse ("blister packs"). Mod slutningen gør filmen også et forsøg på at være dramatisk og komme med en kritik af fanatismen, men det virker lidt malplaceret og halvhjertet - i hvert fald føres det ikke igennem.

Når Blister varer 108 minutter frem for de højest 60 minutter, som ovenstående lægger op til, så er det fordi der er vævet tre andre historier ind i helheden. Det er henholdsvis klip fra en tegneserie med Hell Banker, en lille historie om skaberen af figuren og primært en besynderlig science fiction-action-påklistring. Her skyder amerikanske skuespillere på hinanden i et postapokalyptisk ørkenlandskab, for at bemægtige sig selvsamme Hell Banker-figur, der nu kan redde hele planetens skæbne. Det er kort sagt noget mærkeligt rod - der på et eller andet plan er interessant af netop den grund - men som slet ikke formår at koble sig sammen med filmens mening. Således kommer sidehistorierne til at virke som ligegyldigt fyld, for at strække en novellefilm ud i spillefilmslængde.

I sidste ende er Blister en film for otakuer, der formentligt også er lavet af otakuer. Så der kommer aldrig noget egentligt opgør med fænomenet - selvom hovedpersonen selvfølgelig kommer helt udover kanten i sin besættelse, og ultimativt finder redningen i form af menneskeligt samvær. Pointen i filmen er dog nærmere, at samlermanien bør være en begyndelse til, at den enkelte otaku kan bruge sin kreativitet, til at skabe noget selv. Det virker som om Blister netop er blevet til på samme måde, og der er hele vejen igennem en forfriskende amatør-pionerånd over filmen - hvilket også forklarer de åbenlyse filmtekniske svagheder. Det er i sin helhed en seværdig film for folk med samlermani eller øvrige passioner af lignende art, men for andre er historien for usammenhængende og indspist til at overleve glemmebogen. Man kan forestille sig langt bedre film baseret på samme koncept.