the great yokai war

Angiveligt i et forsøg på at hoppe med på Harry Potter- og Ringenes Herre-bølgerne, valgte det japanske filmselskab Kadokawa Herald Pictures at fejre sit 60 års jubilæum med en genindspilning af Yôkai Daisensô fra 1968. Fortællingen om krigen mellem Yokaierne - japanske mytologi-figurer - skulle forvandles fra en 60'er-monsterfilm til et moderne og børnevenligt fantasyeventyr. Manden til at løse den opgave blev Takashi Miike (Audition, 1999). Ikke just noget der minder om den type film, han primært er kendt for, men på den anden side er han vel mest kendt for, at hans film ikke minder om noget som helst.

Efter forældrenes skilsmisse er den ensomme dreng Tadashi flyttet fra Tokyo og bor nu med sin mor og senile bedstefar i en fjerntliggende landsby. Ved den lokale byfestival udvælges drengen til årets Kirin-ridder. Legenden forskriver således, at han skal bemægtige sig et magisk sværd, for at genetablere fred i verden - og Tadashi må snart sande, at det ikke bare er gamle ammestuehistorier. Drengen havner i Yokai-verdenen, hvor han møder de godsindede Yokaier. Sammen med dem er det op til ham, at redde menneskeheden fra den onde Kato, som vil ødelægge begge verdener.

Ser man bort fra skuespillernes nationalitet og eventyrvæsnernes mytologiske rødder, så fremstår The Great Yokai War mere som en amerikansk film, end en typisk asiatisk produktion. Nærmere bestemt ligner det her til forveksling en typisk fantasyfilm i børnehøjde fra 80'erne. En ensom dreng hvirvles ind i et magisk univers med sære skabninger, hvorefter han skal sætte en stopper for det onde og erobre prinsessens hjerte. I hovedtrækkene er filmen lige så forudsigelig som den lyder, men selvfølgelig holder Takashi Miike sig ikke til den lige linie undervejs. Således udvikler historien sig i nogen grad til at handle om et farvel til barndommens uskyldige fantasier, hvilket virker noget upassende med genren.

En af de afgørende faktorer for filmens succes, er de mange farverige Yokai-figurer, som er meget dominerende i hovedparten af spilletiden. En del af figurerne er uhyggelige, og bringer minder om Clive Barker, mens mange af dem omvendt er charmerende eller direkte platte. Blandt denne anmelders favoritter er den piskesvingende skurkinde (Chiaki Kuriyama, Kill Bill: Vol. 1, 2003) og snedronningen, mens den talende paraply og den levende væg bare er irriterende fjollede. Andre figurer igen, for eksempel skildpaddemanden, er helt ovre i det ulideligt platte.

Effekterne - som ikke mindst netop Yokai-figurerne står og falder med - er også voldsomt svingende. Der bruges CGI, makeup og dukker i ét flæng, hvoraf førstnævnte generelt er hæderlig, til tider opfindsom. Hvad angår de to mere gammeldags metoder, så er standarden til tider så ringe, at man føler sig hensat til en amatørfilm. Om det er udtryk for bevidst stil eller manglende økonomi skal være usagt, men i hvert fald ligner filmen også på dette punkt middelmådig 80'er fantasy.

Om The Great Yokai War fungerer eller ej, kommer nok meget an på øjnene der ser. På sin vis er det forfriskende at lade sig rive med af et naivt, uforpligtende og endda miljøbevidst eventyr, som denne anmelder husker fra barndommen - og siden har savnet. På den anden side må de ældre øjne forholde sig til filmens åbenlyse svagheder, og man skal unægteligt se forbi en hel del ting, for at oplevelsen ikke spolerer sig selv. Det virker simpelthen ikke som om nogen i det her projekt for alvor har troen på filmen - måske med undtagelse af den imponerende ærligt fremstående hovedperson - hvilket gør det meget svært at tro på universet. Desto mere forkert virker det, at der er en del dystre scener, som ikke rigtigt egner sig til børn. The Great Yokai War er ultimativt en meget blandet fornøjelse, der ikke for alvor gør sig bemærket - selv om Takashi Miike står bag.