audition

Syg og forstyrret, eller enestående genial filmskaber? Etiketter er igennem hele Takashi Miikes karriere blevet påduttet ham - på godt og ondt. Audition er blandt halvfemsernes mest debatskabende film i det asiatiske filmmiljø, på grund af en næsten uset brug af realistisk vold. Hos nogle en klassiker, hos andre en kedelig og langsommelig film uden egentligt indhold. Audition er en film, der deler vandene.

Filmen er i sin kerne en thriller med enkelte markante gyserelementer. Men dog en thriller i et noget udvandet begreb, for selvom enkelte scener er både spændingsskabende og direkte ubehagelige, så er filmen i sidste ende mest af alt et godt bud på, hvordan filmmediet kan bruges til at skabe en reflektion hos publikum. En på mange måder vellykket symbiose mellem fiktion og kunst. Thriller-elementet i filmen er i stedet brugt som en ramme for de symboler og metaforer, som Miike tit og ofte benytter sig af. Instruktøren trækker sit publikum gennem lange, tunge passager, for at få fortalt en, nøgternt set, enkel historie.

Aoyama Shigeharu (Ryo Ishibashi, Suicide Circle, 2002) er en midaldrende film/tv-producent, der mister sin elskede kone til en sygdom. Herefter begraver han sig i arbejde, og glemmer dermed sit eget følelsesliv, som kun udfolder sig gennem det dualistiske fader/moder-forhold til sønnen, Shigehiko (Tetsu Sawaki). Men det fører til et afsavn, og langsomt begynder Aoyama at føle sig ensom. Hans samarbejdspartner fornemmer en depression og forsøger at hjælpe sin ven, ved at arrangere en falsk prøvefilmning, for at finde en ny kæreste til Aoyama. Yamazaki Azami (Eihi Shiina, Sky High, 2003) bliver den udvalgte. Hun søger tilsyneladende et seriøst forhold med en mand, og Aoyama bliver totalt forblændet af den smukke kvinde. Han kaster sig hovedkulds ud i et forhold, men Yamazaki viser sig at have nogle seriøse problemer med mænd.

Historien benyttes især i starten til at skabe det fundament, som filmen selv senere river ned, selvom den første time afgjort snegler sig af sted i et langsommeligt tempo. På overfladen virker historien både ustruktureret og kedelig. Men Takashi Miike drejer i filmens sidste halvdel ind på et helt andet spor, der viser, hvorfor han anses for at være en af verdens mest ekstreme mainstream-instruktører. I den sidste halve time af Audition må man gentagne gange bevare fatningen, for ikke at se sig nødsaget til at stoppe filmen.

Skuespillerpræstationerne er eminente, og især er Aoyama brillant underspillet, hvilket også er tilfældet med Yamazaki Azami. Det er en af filmens store forcer. Kameraarbejdet er af høj klasse, uden at overstråle de andre aspekter af filmen. De langsomme panoreringer blandet sammen med de isnende nærbilleder af ansigter fordrejet i smerte, smelter sammen til en symfoni af underskønne billeder. I modsætning til Takashi Miikes rene splatterfilm Ichi The Killer (2001), er volden på ingen måde ligeså udpræget og grotesk i Audition. Men det er netop den isnende distance og realisme, der gør filmen så ubehagelig at se. Som seer væmmes man ved sin egen medskyldighed, og det kunne være filmens egentlige pointe, idet man efter filmens afslutning sidder med en følelse af at have overværet scener, man ikke burde opfatte som underholdning. Takashi Miike presser sit publikum, og ifølge hans egne udtalelser er dette netop pointen med Audition.

Audition er en film, der vil arbejde med sit publikum, og det kræver en indsats at holde handlingens langsommelige tempo ud. Den kan tolkes som et socialrealistisk syn på det japanske samfund præget af for meget arbejde og for lidt tid til familien, eller som et indblik i et ødelagt sind, men det er ikke nødvendigt at tolke Audition, for blot at se den som et sjældent filmisk mesterværk. Som ren underholdning fungerer den ikke, om end den alligevel i mine øjne formår at være blandt de absolut bedste japanske film fra halvfemserne.