shaolin soccer

Stephen Chow kunne meget vel være Jackie Chans arvtager. Kung fu og humor går hånd i hånd hos dem begge, men hvor Chan synes at være kørt en smule træt i den samme rille, er Chow det nye friske pust, genren har higet efter. Hans parring af ofte grotesk humor, regulær falde på halen-komedie og CGI-understøttet kung fu er yderst vellykket. Chows internationale gennembrudsfilm Shaolin Soccer er et glimrende sted at starte sin rejse i hans CV, som blandt andet også indeholder James Bond-pastichen From Beijing With Love (1994), komedien The King of Comedy (2001) og Shaolin Soccer-opfølgeren Kung Fu Hustle (2004).

Sing (Stephen Chow) er ludfattig - han bor i et fyrrum og tjener lidt håndører ved at samle skrald på gaden. Han er dog et gudbenådet kung fu-talent, men det er svært at bruge det til noget konstruktivt i dagens moderne Kina. Sing opsøger en ældre bror og får ham overbevist om, at de sammen skal optræde med sang og Shaolin kung fu. Det er dog ingen udpræget succes, og det ender med, at Sing må stå ansigt til ansigt med en gruppe utilfredse tilskuere. Hans sønderlemmelse af disse overværes tilfældigvis af den fallerede fodboldtræner Fung, og han ser med det samme potentiale i Sings egenskaber. Sammen får de overbevist Sings fem brødre, om at glemme hverdagens triste trummerum, og satse på en karriere som shaolin-fodboldspillere. Fungs nemesis - den sleske Hung (Yin Tse) - morer sig til at starte med kosteligt over det uortodokse hold, og lader dem derfor deltage i mesterskabet.

I Shaolin Soccer giver Stephen Chow pokker i realisme, og lader en gruppe shaolin-mestre invadere grønsværen. Det er der kommet en meget underholdende og medrivende komedie ud af. Ved hjælp af computergenererede billeder integreres kung fu og fodbold, hvilket blandt andet udmunder sig i effekter ikke ulig "bullet time"-sekvenserne fra The Matrix (1999). Samtidig bruges de digitale redskaber til at give bolden nye egenskaber, således at den for eksempel ved et hårdt spark forvandles til en ildkugle, eller skrues så meget at målmandens handsker flænses i et forsøg på at redde den. Man har gjort klog i at lade kampene dominere, for det er her, at filmen viser sin sande idérigdom. Der er dog også eksempler på kreativ tænkning uden for banen. Her fremstår scenen, hvor Sings veninde bruger tai chi til at ælte dej, som en af de mere mindeværdige.

På papiret kan Shaolin Soccer meget vel ligne noget forfærdeligt vrøvl, men den besynderlige opsætning fungerer over al forventning. Oventegnede har ikke de bedste erfaringer med asiatisk komik, men denne film har vundet meget af det tabte terræn igen, fordi den formår at finde en god balance mellem humor og (en smule) alvor. Det der dog får filmen til at rage over mængden, er de virtuose kampe, hvor svimlende kamerature, velgjort CGI, en medrivende lydside og fantastiske boldkunster smelter sammen til en virkelig underholdende helhed.