tomme huse

At kunne leve andres liv bare for nogle timer eller et par dage. Det er en besnærende tanke. Hovedpersonerne i Kim Ki-duks Tomme Huse lever denne trang helt ud, men ikke uden følger for dem selv og deres omgivelser.

En ung mand, Tae-suk (Jae Hee), tager rundt i Korea og finder huse, der står tomme, fordi deres beboere er ude at rejse. Når han finder et hus, bryder han døren op og bor dér et par dage, som om det var hans eget - han vasker tøj, laver mad og vander planter - men han stjæler ingenting og efterlader husene næsten uberørte. I et af disse huse er der imidlertid en ung kvinde (Lee Seong-Yeon) hjemme. Hun ser ud til at have fået tæv af sin mand. Kvinden forhindrer ikke Tae-suk i at gå rundt i huset, og de ser næsten ud til at hygge sig i hinandens selskab. Midt i det hele kommer hendes mand hjem, og Tae-suk gemmer sig. Nu bliver han vidne til, hvordan husherren slår og terroriserer sin kone. Den unge mand og kvinden flygter, og nu begynder en på én gang ensformig og kaotisk tilværelse. Hun følger ham på hans mærkelige gengangerfærd gennem andre menneskers liv, og de lever side om side i en sær skyggetilværelse. Men til sidst går det galt. De bliver fanget, og Tae-suk ryger i fængsel. Imens er kvinden kommet hjem til sin voldelige mand, men hun har ikke glemt sin redningsmand, og dagene går, mens hun spændt venter på hans løsladelse.

Tomme Huse er drama, romance og spøgelseshistorie på én gang. Filmen er næsten blottet for dialog - den eneste af de to hovedpersoner, der siger noget, er den unge kvinde, mens fyren er helt tavs ligesom hovedpersonen i Kim Ki-duks Bad Guy (2001). Bortset fra dette har de to film dog ikke meget tilfælles. De sadomasochistiske under- og overtoner fra Bad Guy - som også er til stede i The Isle (2000) af samme instruktør - er fraværende i Tomme Huse. De to unges forhold skildres nænsomt og ømt, og man fornemmer, at det er to meget ensomme mennesker, der i hinanden har fundet en ægte tvillingesjæl. Personernes tavshed virker dog hen imod slutningen påtaget og utroværdig - de forsvarer sig for eksempel ikke engang, da de uretfærdigt bliver anklaget for mord og tyveri - men i det meste af filmen fungerer manglen på tale godt, og man savner den ikke.

Den sidste halve time af Tomme Huse stiller nogle overraskende spørgsmål, og når filmen slutter, er man som tilskuer ikke helt klar over, om man har været vidne til en kvindes vej mod vanviddet eller noget overnaturligt. Denne åbne slutning vil utvivlsomt virke som en rød klud på nogle, men den ligger fint i tråd med hele filmens stemning og tema, hvor alle bliver til skygger af hinanden. Brugen af skygger er et gennemgående træk ved filmen og illustrerer smukt personernes mærkelige indbyrdes forhold. På grund af den manglende dialog står filmen stærkt som billedfortælling og formidler fornemt følelser og stemninger rent visuelt.