house of flying daggers

Med den storslåede action- og eventyrfilm Hero (2002) slog instruktøren Zhang Yimou for alvor igennem. Hero stillede krav til sit publikum og belønnede det med en imponerende visuel oplevelse. Den komplicerede handling stod dog i vejen for det følelsesmæssige engagement i hovedpersonerne. Brugen af sentimentalt melodrama i asiatiske eventyrfilm er en del af charmen ved wuxia-genren, og sammenlignet med Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000) var Hero en teknisk overlegen, men følelseskold eksponent for genren.

I House Of Flying Daggers er der skruet ned for de store tematiske armbevægelser og selvom hovedpersonernes handlinger er episke i deres konsekvens, kan historien koges ned til et trekantsdrama om kærlighed, begær og dobbeltspil. En lineær fortælling hvor følelserne er handlingens egentlige drivkraft.

Under Tang-dynastiet år 859 er Kina præget af uroligheder og den største trussel mod magtbalancen kommer fra "House Of Flying Daggers", en hær af oprørere med imponerende kampegenskaber. Jin (Takeshi Kaneshiro) og Lei (Andy Lau) er to af den lokale ordensmagts håndhævere. Efter at have fanget den blinde oprører Mei (Ziyi Zhang), bruger de hende som uvidende lokkemad til at føre dem til oprørernes tilholdssted. En farefyldt rejse fyldt med fælder og intriger, jaget af både oprørere og soldater. En rejse der kompliceres af Jins forelskelse i Mei, som tilsyneladende gengælder hans følelser. Jin skal nu træffe valget mellem enten at følge hjertet, eller fortsætte med at bedrage hende.

Filmen er et overflødighedshorn af flotte billeder, der skifter fra landskabernes gyldne efterårsfarver, til bambusskovens grønne nuancer. Finalen foregår sågar i et snehvidt vinterlandskab midt under en snestorm. Man fascineres af instruktørens leg med farverne, der virker bevidst afstemt efter handlingsforløbet. Tro mod genren ophæves fysikkens love i de mageløst koreograferede kampscener, der ubesværet lader kombattanterne duellere blandt trætoppe og svajende grene. Koreografen Ching Siu-Chung (Hero) står igen bag de fysiske løjer. Filmtitlen afspejles i brugen af de mange kastevåben, der ved hjælp af computerskabte effekter, udnyttes til at udføre de ellers umulige handlinger.

Hvor Hero manglede indlevelse, indeholder House Of Flying Daggers både humor og en engagerende kærlighedshistorie. Filmen er to skridt frem - men også ét tilbage. Den forfalder alligevel til et overdrevet brug af melodrama, og det kan være svært at acceptere, hvis man ikke er forberedt. Det fungerede i Crouching Tiger, Hidden Dragon, netop fordi det blev introduceret tidligt i filmen. Her springer det pludselig frem under finalen i en sådan grad, at det er tæt på at virke malplaceret. Havde instruktøren valgt at åbne langsomt for sluserne, i stedet for at sprænge dæmningen, havde det virket langt mere troværdigt.

En kort overdosis af melodrama kan de fleste overleve og de sidste billeder byder trods alt på en afslutning, som de færreste Hollywood-film tør levere. Kinesiske wuxia-film er en sjældenhed i danske biografer, og en vellykket repræsentant med enkelte skønhedsfejl, der fortæller eventyret uden brug af magi og trolddom, er bestemt en anbefaling værd.