battle royale ll: requiem

Kinji Fukasaku har instrueret mere end 60 film og generelt været et af de mest prominente navne i japansk film. Hans sidste afsluttede film blev den provokerende Battle Royale (2000), der opnåede så stor succes, at det banede vej for denne efterfølger - selvom det er en af den slags historier, det højest giver kommerciel mening at fortsætte. Desværre døde Kinji Fukasaku midt i produktionen, som derefter blev overtaget af hans søn, Kenta Fukasaku. Det er til gengæld hans første film, hvilket virker tydeligt.

Battle Royale II: Requiem foregår tre år efter den første film, og omhandler igen en skoleklasse af tabere, som samfundet - altså de voksne - har fået nok af. De unge må tage deres straf, hvilket indebærer medvirken i et morbidt spil. Denne gang udrustes alle deltagere som soldater komplet med maskingeværer, før de slippes løs på en lille ø. Her er opgaven at udslette en gruppe børneterrorister, der ledes af den overlevende fyr fra den oprindelige Battle Royale, Nanahara.

Hvad der ved første øjekast ligner en "mere af det hele"-genindspilning af den første film, udvikler sig i en noget anderledes retning. De unges opgave er ikke længere at dræbe hinanden, men at samarbejde, hvilket resulterer i en helt anden og væsentlig mindre provokerende skildring af menneskets dybeste væsen. I stedet er der nærmest tale om en regulær krigsfilm, hvor en stor del af soldaterne tilfældigvis er børn. Nogle af de absurde elementer ved hele Battle Royale-konceptet er bevaret, men i en meget udvandet og meningsløs udgave. For eksempel er skolelæreren bag vanviddet denne gang reduceret til en overspillende parodi.

Dermed ikke sagt at Battle Royale II: Requiem ikke er en provokerende film. Det er den i meget høj grad. Hovedessensen af filmens koncept er, at de voksne ikke vil tolerere børnenes opførsel, og derfor lader hammeren falde. Alt sammen fortalt fra de unges side, som primært indebærer det groteske og urimelige i den ekstreme straf, men som også tydeligt efterlader den holdning, at de voksne ikke burde blande sig i første omgang.

Det provokerende ved efterfølgeren er, at den hurtigt og tydeligt drager en parallel mellem henholdsvis de voksne og USA kontra børnene og verdens "uartige" lande; alle fra Nordkorea over Afghanistan til Irak nævnes, og der lægges ikke fingre imellem i sammenligningen af filmens helte - børneterroristgruppen - og virkelighedens terrorister. Således er de for eksempel trænet i et Afghanistan-lignende land, og deres store terroristaktion er gået ud over to skyskrabere, der umiskendeligt ligner de forgangne Tvillingetårne i New York. Med andre ord sympatiserer filmen nærmest direkte med sin samtids terrorisme. Ikke fordi volden eller de meningsløse mord forherliges, men - som filmen argumenterer for - fordi det er den naturlige, menneskelige konsekvens af at undertrykke større befolkningsgrupper. Altså i dette tilfælde den amerikanske udenrigspolitik med blandt andet "forebyggende angreb" af suveræne stater.

Set rent filmisk og i forlængelse af den første film, er Battle Royale II: Requiem en middelmådig oplevelse. Der er ikke det samme geniale koncept og ikke tilsvarende dramatiske følelser. Der er simpelthen ikke lige så meget at tænke, grine eller blive skræmt over. Actionscenerne er flot lavet, og filmen er som helhed stadig underholdende, men også for lang og begrænset. Når man for tiende gang ser en skoleelev få sprængt hovedet af, hvorefter alle de overlevende råber vedkommendes navn, bliver det mere end ensformigt. Tilbage står den meget demonstrative holdning til USA og terrorisme, som utvivlsomt groft vil splitte manges sympati for filmen. Én ting er i hvert fald sikker: Battle Royale II: Requiem er en af efterhånden få asiatiske film, som med garanti aldrig får en amerikansk genindspilning...