heaven & hell

Det er en af Ed McBains Station 87-romaner, der ligger til grund for Akira Kurosawas Heaven & Hell (Himmel Og Helvede). Det er ikke så mærkeligt, som det måske lyder. To år tidligere brugte den japanske mesterinstruktør en anden amerikansk krimi, Rød Høst (Red Harvest, 1929) af Dashiell Hammett, som inspiration til Yojimbo - Livvagten (1961), hvor han omplantede handlingen fra forbudstidens USA til samurai-æraen. I Heaven & Hell bliver han dog i nutiden, men ellers er historien stort set den samme som i McBains Løsepenge (King's Ransom, 1959). En rigmand udsættes for et moralsk dilemma, da en kidnapper ved en fejl tager hans chaufførs søn, men stadig forlanger en løsesum. Skal han betale pengene, selv om det ikke længere er hans egen søns liv, der er på spil? Også hvis det betyder personlig ruin, fordi han netop har satset hele sin formue i forbindelse med en magtkamp i den virksomhed, han er direktør for?

De bedste kriminalfortællinger handler ikke kun om selve forbrydelsen, men lige så meget om de konsekvenser, den har for de involverede. Det samme gør sig gældende for Heaven & Hell, hvor første halvdel beskæftiger sig med den indre kamp, der foregår hos den velhavende Gondo (Toshiro Mifune). Til sidst vælger han at betale løsesummen og få drengen tilbage. Her slutter de fleste film af denne type, men da dette indtræffer i Heaven & Hell, er der kun gået en time af spilletiden. Anden halvdel følger politiets jagt på den skyldige, men viser også eftervirkningerne hos de berørte. Gondo mister sit job, mens chaufføren plages af skyldfølelse og presser sin søn til at huske detaljer fra den ubehagelige oplevelse for at hjælpe i jagten på kidnapperen.

Heaven & Hell har ikke opnået samme klassikerstatus som de af Akira Kurosawas værker, der udspiller sig i samurai-tiden. Men af hans "nutids-film" er dette en af de bedste, og den klarer på forbløffende vis springet fra Vesten til Østen. Den første time er ulideligt spændende, selv om filmen i denne fase nærmest har karakter af et kammerspil. Alt foregår i det samme lokale, hvor Gondo sidder med sin kone (Kyoko Kagawa, The Bad Sleep Well, 1960), sin chauffør og politiets folk, mens de venter på næste opkald fra kidnapperen. Toshiro Mifune yder her en kraftpræstation, hvor det med al tydelighed fremgår, hvilke kvaler han gennemgår. Hans ansigt og kropssprog veksler mellem raseri, frustration, skuffelse og - til sidst - klarhed, da han accepterer sin egen beslutning.

Hvis Heaven & Hell endelig skal klandres for noget, må det være, at resten af filmen ikke når de samme intense højder. Mifunes figur glider i baggrunden, og i stedet vendes fokus mod politets efterforskning ledet af kriminalinspektør Tokura (Tatsuya Nakadai, Ran, 1985). I denne fase udvikler filmen sig til en solid politi-thriller, hvor det slås fast, at forbrydelser opklares gennem en holdindsats og en minutiøs sammenstykning af utallige oplysninger. Det er spændende at følge, men føles også lidt upersonligt, selv om Kurosawa formår at give de enkelte politifolk hver deres identitet. Desuden får han sendt en hilsen til Ed McBain i skikkelse af kriminalbetjenten Toguchi, der er lige så skaldet som Station 87's Meyer Meyer.

Med nutidige øjne er den store styrke ved Heaven & Hell, at den fremstår som en rendyrket krimi, der formår at være nervepirrende og uforudsigelig, uden at gøre brug af action og effekter. Det er en kunst, der nærmest er gået i glemmebogen sidenhen, og som man stort set kun finder hos de bedste engelske tv-krimier. Men Kurosawa demonstrerer, at han også mestrer denne genre. Samtidig formår han at få indflettet lidt samfundskritik. Første del af filmen foregår i "himlen", Gondos millionærvilla, der ligger på en bakketop med udsigt over resten af byen, hvorfra huset nærmest stirrer ned på de fattige kvarterer. Det virker provokerende, bemærker en af politifolkene. Siden føres handlingen ned i "helvedet", storbyens mest belastede områder, hvor narkomanerne vandrer rundt som zombier. Det hele vises i velkomponerede, sort/hvide widescreen-billeder, kun afbrudt af et enkelt - men effektivt - farveindslag. Det er lige før, at man forstår, hvordan kidnapperen (Tsutomu Yamazaki, GO, 2001) kan lade sig opsluge af hadet til de rige, men Kurosawa lader ikke tilskueren slippe så let. Hans slutpointe er, at enhver forbrydelse efterlader en masse skadede mennesker i sit kølvand, uanset hvad motivet har været.