drunken angel

Drunken Angel har filmhistorisk interesse ved at være det første samarbejde mellem instruktøren Akira Kurosawa og skuespilleren Toshiro Mifune. Et makkerskab, der kom til at vare frem til Rødskæg (Akahige, 1965), hvor de ragede uklar med hinanden. I alt nåede de at lave 16 film sammen, hvoraf flere har opnået klassikerstatus, deriblandt Rashomon (1950), De Syv Samuraier (Shichinin No Samurai, 1954) og Livvagten (Yojimbo, 1961). Der er dog ikke en samurai i sigte i det socialrealistiske drama Drunken Angel, som beskriver et Japan, der kæmper for at finde sig selv igen oven på 2. verdenskrig. Amerikansk-inspireret musik har indtaget værtshusene, og gaderne hærges af unge bander uden tidligere tids respekt for den ældre generation. Så det er ikke kun huse, der skal bygges op igen, men lige så meget en ny national identitet på ruinerne af den gamle.

Drunken Angel var samtidig det første værk, som Kurosawa erklærede sig tilfreds med, og hvor han følte, at han havde fundet frem til sin egen tone. Det er dog ikke til at komme uden om, at filmen i dag mest vil have interesse for Kurosawa- og Mifune-fans. Selve historien om venskabet mellem en alkoholiseret læge (Takashi Shimura) og den tuberkuløse gangster Matsunaga (Toshiro Mifune) undgår ikke at virke skabelonagtig og mere som en skitse til nogle af Kurosawas senere værker. Det gælder ikke mindst Rødskæg, hvor en ældre læge påtager sig en lærerrolle over for en yngre kollega.

Andre fællestræk mellem de to film er en social indignation, samt at de udspiller sig med storbyens slum som baggrund. Lægen knokler i døgndrift for at hjælpe beboerne i fattigkvarteret, men de lokale forbrydere og hans eget voldsomme temperament stiller hele tiden forhindringer i vejen. Da han får Matsunaga som patient, ser han noget af sig selv i den unge mand, og prøver med alle midler at redde ham. Men lægens råd om en sundere livsstil harmonerer dårligt med tilværelsen som gangster, og Matsunagas forsøg på at bryde ud bliver ikke modtaget vel af hans tidligere kammerater.

Rent fysisk yder Toshiro Mifune en overbevisende præstation i Drunken Angel. I takt med at Matsunagas tuberkulose skrider frem, ser han mere og mere dødsmærket ud, med markerede ansigtstræk og sorte rande under øjnene. Mifune var dog også kendt som en meget ekspressiv skuespiller, og undervejs sniger der sig nogle teatralske elementer ind i hans spil, som passer dårligt til filmens realistiske stil. I stedet er det Takashi Shimura, som imponerer mest med sit portræt af den engagerede, men ikke fejlfrie læge. Om end det var Mifune, der blev Kurosawas muse, så blev Shimura ikke glemt. Faktisk nåede han at medvirke i 19 af instruktørens film, sluttende med Kagemusha (1980), inden han døde i 1982. Mest mindeværdig var han som samuraiernes leder i De Syv Samuraier og den døende bureaukrat i Ikiru (At Leve, 1952), men ellers dukkede han primært op i biroller.