Eiga

night corridor

(yao ye hui lang)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
Night Corridor





Night Corridor





Night Corridor





Night Corridor





» Se slideshow...
»Do you have nightmares?«

Night Corridor er et vægtigt argument imod, at forfattere forsøger at filmatisere egne bøger. Julian Lee har skrevet det litterære forlæg og er også instruktør på filmen. Resultatet er en katastrofe af en psykologisk thriller. Alligevel var Daniel Wu og Way Ying Hung nomineret til en Golden Horse Award (Asiens svar på Oscaren) for henholdsvis bedste hovedrolle og bedste kvindelige birolle.

Filmen begynder i London, hvor den unge kunstner Sam Yuen (Daniel Wu) får besked om, at hans bror er død hjemme i Hong Kong. Modstræbende tager han hjem og slår sig ned hos sin fordrukne mor (Way Ying Hung) og dennes nye mand, en skummel og brutal type. Sam forsøger at finde ud af, hvordan hans bror døde og opdager, at han vist nok blev sønderflænset af aber. Men det er ikke den eneste mystiske omstændighed ved broderens død. Noget tyder på, at broderen har udgivet sig for at være Sam i årevis, hvorfor det altså i omverdenens øjne er Sam, der er afgået ved døden. Samtidig bliver Sam venner med en gammel bibliotekar, møder en pædofil præst, som tog sig af ham, da han var barn, forelsker sig i sin afdøde brors pige og forsøger at komme i kontakt med en gammel ven.

Hvis ovenstående lyder som noget rodet vrøvl, så er det fordi, det er noget rodet vrøvl. Intet i historien hænger sammen, og publikum bliver konstant præsenteret for nye handlingstråde, der skal virke overrumplende eller chokerende, men som bare er irriterende og fjollede. Desuden virker det, som om Julian Lee har været meget opsat på at lave en provokerende film. Derfor er præsten pædofil og forgreb sig på Sam, da han var dreng, og derfor erklærer Sam sin gamle ven, Vincent, sin kærlighed henimod slutningen af filmen. Disse "chokerende" afsløringer virker fuldstændig ligegyldige og irrelevante for handlingen og giver ikke noget indblik i Sams psyke eller forståelse for hans situation.

Som om det elendige, uengagerende plot ikke var nok, har Lee også haft ambitioner om filmens billedstil og atmosfære. Også her fejler han eklatant. De forskellige forsøg på at filme utraditionelt og kunstnerisk falder fuldstændig til jorden, og de skæve kameravinkler og den krasse lyssætning (megen brug af farvet lys) er udført så klodset, at det bringer mindelser om dårlige actionfilm fra 80'erne.

Heller ikke skuespillerne kan løfte filmen. Alle overspiller voldsomt, og det er mig en gåde, hvorfor Daniel Wu og Way Ying Hung blev nomineret til en Golden Horse. Hvis det er det bedste, Hong Kong kan præstere nu, ser det meget sort ud. Man længes tilbage til Hongkong-filmens gyldne dage i begyndelsen af 90'erne.

Det eneste, filmen kan byde på, er en høj camp-værdi. Man må også næsten beundre en film, der er så gennemført elendig, og der er i hvert fald nogle billige grin at hente, når skuespillerne ruller sig ud med grimasser og hysteriske udbrud. "Do you have nightmares?" spørger en af personerne lige inden rulleteksterne, og det kan man kun svare ja til. Omend det nok er i en lidt anden betydning end den tilsigtede...


helene hindberg, 28. september 2004


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

Night Corridor



julian lee

hongkong 2003

78 min.