strange circus

Der var engang en lille pige, der hed Mitsuko. Hun boede sammen med sin mor og far, og familien var meget lykkelig. Men en dag skete der noget frygteligt, som ikke forsvandt, men spredte sig. Mitsukos mor blev ondskabsfuld og begyndte at pine og plage datteren, når faderen ikke var hjemme. En dag, hvor moderen havde været særlig slem, kom Mitsuko til at skubbe hende ned ad trappen, så hun døde. Mitsuko sprang i sorg ud fra et højhus, men overlevede og blev lam. Senere voksede hun op og blev en berømt forfatter. Selv om hun nu havde succes og forsøgte at fortrænge sin fortid, kunne hun aldrig glemme det frygtelige, der var sket i hendes barndom. Men som tiden gik, dukkede der flere og flere sære erindringer op, og Mitsuko måtte spørge sig selv: Var det virkelig sandt, at hun havde slået sin mor ihjel? Eller var det noget helt andet, der skete dengang?

Strange Circus minder på mange måder om et eventyr. I historien om Mitsuko optræder mange af de samme elementer, man finder i traditionelle eventyr, men det er samtidig en meget moderne film, der forsøger at inddrage psykoanalyse, incest og individuel virkelighedsopfattelse i sin fortælling. Filmen er mættet med symboler, både i scenografien, lyssætningen og farvevalget. Hele indledningen er bygget op som et mareridt, og denne leg med virkelighed og fantasi dukker op igen og igen. Selv i de "virkelighedsbaserede" sekvenser er der hele tiden ting, der peger henimod, at alt måske ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Det hus, Mitsuko og hendes forældre bor i, virker for eksempel ikke som et rigtigt hus, snarere teaterkulisser. I det hele taget er omgivelserne overdrevne og nogle gange direkte ekspressionistiske - eksempelvis da det frygtelige er sket for Mitsuko, bliver væggene i huset oversmurt med blod.

Strange Circus er instrueret af Shion Sono, der også er manden bag Suicide Club (2002). Det mærkes tydeligt, for de to film deler en surrealistisk, drømmeagtig stemning, der til tider kammer over, og virker fortænkt og anstrengt. Begge film lægger ud med at fortælle en enkel og letforståelig historie, men det virker som om Shion Sono undervejs får større ambitioner og forsøger at presse for mange temaer og eksperimenter sammen i én film. Et andet problem for begge film er, at der ikke er en egentlig fremadskridende fortælling. Når en film skal bygges op om stemninger og følelser, snarere end det narrative, stiller det store krav til instruktøren. Han må formidle sine visioner så direkte og råt til tilskueren som muligt, for at publikum skal kunne føle sig anbragt midt i hans univers og se med hans øjne. Hvis det ikke lykkes, ender filmen let med at blive distancerende og uinteressant. Helt så galt går det ikke for Shion Sono, men signalerne er der, og det ville klæde ham at skære en smule ned på de intellektuelle ambitioner og gå mere efter en reel historie.

Den sære blanding af fantasi, virkelighed og surrealisme kan godt minde om Takashi Miikes Audition (1999), men Miikes film er langt mere disciplineret og stramt logisk fortalt, og den formår derfor i højere grad at gribe tilskueren. Strange Circus udforsker dynamikken og de indbyrdes magtforhold i den dysfunktionelle familie - et tema som Miike (i blandt andet Visitor Q, 2001 og Happiness Of The Katakuris, 2001) også har beskæftiget sig med. Familiens nedbrydning og opløsning synes i det hele taget at være et populært omdrejningspunkt i asiatiske film fra sen-halvfemserne og frem (for eksempel den koreanske A Tale Of Two Sisters, 2003), og Shion Sono har jo i Suicide Club været inde på lidt af det samme, selvom den film handlede om individet kontra samfundet eller fællesskabet. Strange Circus er med andre ord ikke helt vellykket. Shion Sono lader sig rive lidt for meget med og får ikke ryddet ud i ideerne i Strange Circus. Resultatet er en flot og på mange måder fascinerende film, der dog ender med at miste grebet om sin historie og blive lettere kunstig og anstrengt.