big bang love, juvenile a

Hvad kan man forvente af Takashi Miike? Hvad som helst! Han er fuldstændig uberegnelig, og det er både hans store styrke og svaghed. Som instruktør kan han både fortælle voldsomme, blodige og chokerende historier (Izo, 2004 og Ichi The Killer, 2001) og sjove, skæve fortællinger (Zebraman, 2004, Happiness Of The Katakuris, 2001). Big Bang Love, Juvenile A er relativt afdæmpet, og volden er ikke så dominerende som i mange af Miikes andre film, men det er stadig en film, der kan få de små grå på arbejde.

Den indadvendte og lidt hæmmede Jun (Matsuda Ryuhei, 9 Souls, 2003) arbejder på en bøssebar. En nat bliver han overfaldet og voldtaget af en kunde, hvorpå han dræber kunden og stikker denne uafbrudt i 6-7 timer. Mordet giver Jun en tur i et barskt og primitivt fængsel, hvor han møder den højtråbende og hårdtslående Shiro (Ando Masanobu, Battle Royale, 2000). På trods af deres vidt forskellige personligheder knytter de to unge mænd bånd, og der opstår et sært venskab mellem dem. Så meget desto større er chokket, da Shiro bliver fundet kvalt for fødderne af en grædende Jun - som gentager: "Jeg gjorde det, jeg gjorde det", men de to betjente, der sættes på sagen, er ikke overbeviste. Flere ting tyder på, at gerningsmanden er en helt anden, og det viser sig, at indtil flere i fængslet havde grunde til at ønske Shiro død.

Umiddelbart virker handlingsreferatet som om Big Bang Love er en krimi i bedste "whodunnit"-stil, men så nemt er det ikke. Det er næsten umuligt for Miike at lave en helt konventionel historie. Alle hans film har surrealistiske indslag, og tit er der heller ikke et egentlig plot. Denne film er ingen undtagelse. Handlingen er blot det skelet, som selve filmen bliver bygget på. Som i mange Miike-film er scenografi, kameraføring og klipning en stor del af filmen. I Big Bang Love er kulisser og interiør meget stiliseret. Sommetider bliver tingene repræsenteret ved en enkel ramme eller streger på gulvet. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Lars Von Triers Dogville (2003), men bortset fra det minder de to film absolut ikke om hinanden. Nogle få udendørsscener er tydeligvis lavet med bluescreen og computereffekter, og det endda temmelig amatøragtigt, men det virker overlagt og som en del af den rå og enkle stil.

Det rå er også tilstede i personernes indbyrdes forhold, men her er også ømhed og undertrykte følelser. Jun og Shiro er tydeligt tiltrukket af hinanden, men om det er på et seksuelt plan, er ikke til at blive klog på. Også her er det afgjort et bevidst valg fra Miikes side. Tilskuerne skal ikke have serveret noget på et sølvfad. Man må selv gætte eller føle sig frem til, hvilken slags forhold de to mænd har. Deres venskab er afgjort det, der fungerer bedst i Big Bang Love. Begge spiller godt og intenst, og man fornemmer fint spændingen imellem dem. Derimod halter filmen, når det kommer til krimielementet. Ganske vist er der enkelte morsomme episoder, men ellers virker denne del af filmen underligt ude af trit med kærlighedsdramaet. Alligevel bliver man ikke fuldstændig hægtet af, takket være en grotesk fængselsinspektør og absurde interviews med de andre indsatte. En Miike-film er aldrig uinteressant og således heller ikke Big Bang Love, Juvenile A, selvom den afgjort vil skuffe fans af hans allerblodigste værker.