git: a feather

Alarmklokkerne ringer, når man hører, at en film er blevet over dobbelt så lang, som det egentlig var meningen. Den koreanske Git: A Feather var oprindeligt tænkt som en 30 minutter lang kortfilm, der skulle være det ene ud af tre bidrag til omnibusfilmen 1.3.6 (2004). Men instruktøren Song Il-gon (Spider Forest, 2004) blev åbenbart så grebet af opgaven, at han endte med at have materiale nok til en 73 minutter lang spillefilm. Det kan man efterfølgende kun takke ham for. Resultatet er nemlig blevet et charmerende, lille drama om at vente på kærligheden eller noget andet, der kan ændre ens grå hverdag, og om hvordan man pludselig kan finde magien i de mest usandsynlige omgivelser.

Hovedpersonen og fortælleren i Git: A Feather er en - efter eget udsagn - middelmådig filminstruktør, der kæmper med manuskriptet til sin næste film. Midt i sin skriveblokering kommer han i tanke om et løfte, han afgav til sin første - og eneste - kæreste. Som nyforelskede tilbragte de en minderig stund sammen på en lille ø, og aftalte at mødes samme sted ti år senere. Med årsdagen nærmende sig, pakker han kufferten og ankommer til den forblæste og regnplagede ferieø, hvor det tydeligvis er udenfor sæsonen. Han indlogerer sig på samme hotel som for ti år siden og kan derefter ikke gøre andet end at sætte sig til at vente: På ekskæresten som måske kommer, på inspirationen til sit manuskript, på det uventede...

Sidstnævnte melder sig i skikkelse af den unge pige, som bestyrer hotellet, hvor hovedpersonen tilsyneladende er den eneste gæst. Hun har på en måde også sat sit liv på pause - ligesom hotellets ejer, hendes onkel, som ikke har sagt et ord, siden hans kone forlod ham. Men modsat de to mænd virker pigen ikke til at være gået helt i stå. Godt nok er hun havnet i en udørk, men det forhindrer hende ikke i at drømme om en fremtid som tangodanser. Med sit smittende humør får hun hovedpersonen til at løsne op, og et spirende venskab opstår mellem de to.

Nu kan det lyde som om, der ikke sker det helt store i Git: A Feather, og det gør der på sin vis heller ikke. I stedet er det spillet mellem personerne, stemningen og de præcise, små scener, der er filmens drivkraft. På den led kan Git: A Feather siges at være en koreansk slægtning til Sofia Coppolas Lost In Translation (2003), som har de samme kvaliteter. Et andet fællestræk er den løse, nærmest improviserede stil, filmen dyrker. Begge beskriver ligeledes forholdet mellem en ung pige og en ældre mand - omend hovedpersonen i Git: A Feater er 20 år yngre end Bill Murray - på en ren og uskyldig måde. Det er tydeligt, at personerne er tiltrukket af hinanden, men det finder alt sammen sted på det følelsesmæssige plan, frem for det fysiske.

Git: A Feather er optaget med digitale videokameraer i løbet af ti dage for under en halv million kroner. Det lave budget og de rå billeder virker på bedste Dogme-vis til filmens fordel, fordi det retter fokus over på fortællingen og skuespillernes præstationer. I rollen som den unge pige udstråler Lee So-yeon (Farlige Forbindelser, 2003) så megen charme, at det nærmest kan aftappes og kommes på flaske. Men den mandlige hovedperson, Jang Hyeong-seong (Nabi, 2001), vækker lige så megen sympati og står for det meste af filmens stilfærdige humor med sin kejtede og lidt kluntede optræden. På samme måde overbeviser Git: A Feather uden at gøre brug af de store armbevægelser, men mod slutningen falder Song Il-gon desværre for fristelsen til at binde knuder på alle de løse ender i historien. Pludselig skal alt det usagte mellem personerne forklares, og derved mister filmen en del af sin styrke og mystik. Lidt ligesom hvis det var blevet afsløret, hvad det er, Bill Murray hvisker i Scarlett Johanssons øre til sidst i Lost In Translation.