the bow

Efter flere års tilløb fik det danske publikum for alvor øjnene op for den koreanske instruktør Kim Ki-duk i 2005. To af hans film, Tomme Huse (2004) og Forår, Sommer, Efterår, Vinter... Og Forår (2003), havde dansk biografpremiere, mens en tredje, Samaritan Girl (2004), kom op i begyndelsen af 2006. Dertil kom Cinematekets Kim Ki-duk-serie i efteråret, hvor instruktøren selv var til stede ved forevisningen af Samaritan Girl. På det tidspunkt havde The Bow faktisk haft premiere i hjemlandet, men var tilsyneladende ikke klar til at blive vist for et udenlandsk publikum. Og godt det samme, for The Bow havde været lidt af et antiklimaks på Cinematekets prisværdige arrangement, da det er Kim Ki-duks svageste film siden The Coast Guard (2002).

The Bow føles på mange måder som et koncentrat af flere af Kim Ki-duks tidligere film. Handlingen udspilles i et afsondret miljø med sine egne regler, og temaet er - som så ofte før - spillet mellem kønnene og kærlighedens evne til at få både det bedste og det værste frem i mennesker. For eksempel foregik The Isle (2000) og 'Forår, Sommer...' begge på husbåde, mens Bad Guy (2001) fandt sted i et luderkvarter. I The Bow er rammen en fiskekutter, der bebos af en ældre mand (Jeon Sung-hwan) og en ung pige (Han Yeo-reom, Samaritan Girl). Den ældre mand planlægger at gifte sig med pigen på hendes 17 års fødselsdag, der snart oprinder. Men selv om pigen reelt holdes fanget på båden, og næppe har været på land, siden hun kom ombord som seks-årig, virker parret i harmoni med hinanden. Og så er vi fremme ved endnu et af Kim Ki-duks kendetegn: Hans beskrivelse af kvinder som villige ofre, hvilket han tit er blevet kritiseret for.

Filmens titel, The Bow, knytter sig til den bue, der symboliserer forholdet mellem de to hovedpersoner. Buen har tre funktioner: Den benyttes af den ældre mand til at afskrække de lystfiskere, som bliver lidt for nærgående over for pigen, uagtet at de er parrets levebrød. Endvidere bruges buen i et bizart spådomsritual, hvor pigen gynger foran et gudeportræt, mens den ældre mand affyrer pile mod det som en anden Wilhelm Tell. Så ud over at være et våben - som pigen i øvrigt også forstår at anvende - er buen desuden et symbol på den tillid, parret har til hinanden. Endelig fungerer buen som et musikinstrument, de to bruger til at udtrykke deres følelser med. I lighed med andre Kim Ki-duk-film er både pigen og den ældre mand fuldstændig tavse undervejs, selv om de tydeligvis ikke er stumme. Dramaet i The Bow opstår, da en ung mand en dag kommer ombord og fatter interesse for pigen. For første gang bliver hun nysgerrig på verdenen uden for båden, og indleder et forsinket ungdomsoprør, mens den ældre mand mere og mere desperat forsøger at opretholde status quo.

Tingene udvikler sig dog aldrig så grumt som i for eksempel The Isle og The Coast Guard, og det er både godt og skidt. Godt fordi det understreger, at Kim Ki-duk kan andet end forarge og frastøde, og skidt fordi The Bow føles temmelig stillestående undervejs, med kun få overraskelser. Realismen har aldrig kendetegnet Kim Ki-duks film, men mere hans evne til at skabe miljøer med deres egen indre logik. Men når historien som her er for svag og personerne for tyndt optegnede, tror man heller ikke på filmens univers, og så begynder instruktørens små særkender at irritere, frem for at fascinere. Eksempelvis bliver det kunstigt, når pigen ikke svarer direkte på den unge mands spørgsmål, men nøjes med at grine fjantet.

I forhold til 'Forår, Sommer...', Samaritan Girl og Tomme Huse virker The Bow derfor som et tilbageskridt for Kim Ki-duk, og de velkendte elementer ender denne gang med at fremstå som blege gentagelser fra hans tidligere produktioner. Den koreanske instruktør har det med at dele publikum i to lejre, men de kan som regel blive enige om, at hans film altid indeholder et eller andet interessant. At det viser sig, Kim Ki-duk også kan lave småkedelige film, gør The Bow til lidt af et særsyn, men det er faktisk det eneste bemærkelsesværdige ved dette fejlskud.