hana & alice

15-årige Hana (Anne Suzuki, Initial D, 2005) og Alice (Yu Aoi, All About Lily Chou-Chou, 2001) er bedste veninder. De hænger altid ud sammen, kigger på de samme fyre og går i samme balletklasse. Det er to glade og ukomplicerede piger, der fint tackler den begyndende overgang til voksenlivet. En mindre kontrovers opstår imidlertid mellem dem, da begge ser sig lune på den samme fyr. Hana bilder drengen ind, at han har fået hukommelsestab, og at hun er hans kæreste. Den løgn bygger pigen langsomt videre på, blandt andet ved at fremstille Alice som drengens ekskæreste. Inden rulleteksterne skal sandheden naturligvis frem, og pigerne må genforenes.

Handling er der altså ikke meget af i Hana & Alice. Selv de forviklinger og konflikter, man kunne forvente som konsekvens af ovenstående, opstår aldrig. Groft sagt sker der ikke rigtig noget i filmen, og hele svindelnummeret om hukommelsestab ender mest som en humoristisk sidehistorie - godt det samme, for den er i længden ikke særlig sjov, og den forvirrede fyr er i sig selv ligegyldig. Fokus er i stedet på de to hovedpersoner, og deres respektive liv, som i størstedelen af filmen ikke er så ens endda. Man følger for eksempel Alices forhold til sine fraskilte forældre og de casting-prøver hun tager til, for at skaffe et modeljob.

Hana & Alice består af mange brudstykker - selvstændige scener der ikke har den store sammenhæng. Forklaringen skal formentligt findes i, at filmprojektet startede som en 55 minutters kortfilm fra 2003. At strække et papirtyndt plot fra en novellefilm til en spillefilm, kræver nogle meget interessante hovedpersoner. Det interessante ved Hana og Alice er mest, at de er normale mennesker. De skiller sig ikke ud på nogen måde, eller oplever noget særligt. Tilsammen er de charmerende, men hver for sig skal der noget mere til. Her bruges der slutteligt mest tid på Alice, som også er den klart mest sympatiske person af de to.

Problemet med Hana & Alice er ikke bare, at filmen har begrænset materiale til spillefilmslængde, men at den er blevet hele 135 minutter lang. Den spænding og sympati, der er om personerne i begyndelsen, forsvinder i takt med at længden trækker ud. Det skyldes blandt andet mange påklistrede scener, der ikke virker til at have noget formål. En rundbarbering på en god halv time havde givet en mere spiselig film, og man fristes til at konkludere, at filmen burde være forblevet en novellefilm.

Er man til den slags nede-på-jorden realistiske film, så er det meget muligt, at man vil synes godt om Hana & Alice. Der kan nemlig også sættes mange positive ord på filmen, ikke mindst modenhed. Den er generelt velspillet, nærmest blottet for klichéer og føles hverken konstrueret eller manipulerende. Den er bare et kig ind i to normale veninders relativt normale liv, som med en kortere spilletid sikkert ville have været en god oplevelse for de fleste.