ong-bak

Ong-Bak er en tilbagevenden til den rendyrkede actionfilm, der leverer hvad publikum kræver af stunts og slagsmål, helt uden brug af snore og kunstige computereffekter. Hvad ingen vestlige instruktører er i stand til, uden kreativ klipning, det leverer instruktør Pracha Pinkaew med en opsigtsvækkende stunt- og kampkoreografi. Med et yderst begrænset budget, er det lykkes ham at skabe et imponerende teknisk og professionel resultat, som sjældent er set bedre i sin genre.

Filmen er en simpel fortælling om indbyggerne i en fattig landsby, der bliver frastjålet hovedet fra deres hellige Buddha-statue. Derfor sendes Muay Thai-eksperten Boonting (Phanom Yeerum) til Bangkok for at hjembringe landsbyens relikvie. En ordinær grundhistorie der alligevel formår at underholde med en god balance af humor og en solid mængde action. Boonting kommer på sporet af en skummel bagmand, der står bag en hel industri af stjålne kulturskatte, og da han selvfølgelig kun må bruge sine Muay Thai-evner i den gode sags tjeneste, kan de passende bruges på at sparke og knuse kulturskatterøverne.

Instruktøren går ikke af vejen for at vise Bangkok i en barskere udgave end turistbrochurernes farvestrålende sider. Her er prostitution og narkohandel en del af filmens handling, og realismen kradser passende igennem i en scene, hvor en pige tvangsfodres med narkotika, indtil hun går i koma. Det er voldsomt, grimt og effektivt. Pointen er, at man ikke skal glemme, hvor man stammer fra og at traditionelle værdier er bedre end materielle goder. Banket på plads med moralske syvtommersøm og næver af stål.

Muay Thai er en kampsport, der lægger vægt på spark med knæene og slag med albuerne. En kombination, der i Ong-Bak bliver til virtuose slagsmål, tilsat en koreografi som kun matches af Jackie Chans stuntteam. Normalt er brugen af vesterlændinge i asiatiske film præget af ringe skuespillere, men her får de vestlige stuntmænd overbevisende lov til at vise, hvad de duer til - selvom de stadigvæk skal bankes til plukfisk. Skulle man et øjeblik tvivle på, at det man ser på lærredet er fysisk muligt, så gør man bare som i de bedste Hongkong-actionfilm: gentager det hele fra flere forskellige vinkler i slowmotion. Så man tydeligt kan se, at der kæmpes med fuld kontakt, og at det var Yeerum selv, der sparkede en stuntmand i hovedet med begge ben omspændt af flammer.

Phanom Yeerum kan sidestilles med en ung Jackie Chan eller Bruce Lee (hans inspirationskilde), som lige fra barnsben har trænet Muay Thai og Tae Kwon Do. Og selvom skuespillet endnu ikke er Yeerums stærke side, så fremstår han med samme fysiske udstråling som kun hans forbillede kunne præstere. Med samme opfindsomhed som Jackie Chan i hans berømte "løbende" slagsmål, hvor alt fra cykler til pigtråd kan bruges til eget forsvar, skifter Yeerum ubesværet til mere alvorlige slagsmål, hvor Bruce Lee afspejles i hans perfektionistiske udførelse af Muay Thai.

Ikke siden Jackie Chan slog sig halvt fordærvet i Police Story (1985), og til dels Fist Of Legend (1994) med Jet Li, har jeg været udsat for så hårdtslående actionscener. De imponerende slagsmål og de livsfarlige stunts løfter filmen langt op over tilsvarende Hongkong og vestlige actionfilm, der i for mange år har levet højt på snore og computereffekter. Al respekt for wuxia-genrens fantastiske slagsmål i film som Hero (2002), men hvor er det forfriskende at gense ægte fysiske stunts baseret på realisme.

Filmen er blandt de sidste ti års bedste genrefilm og den perfekte modgift til oppustede produkter som Bulletproof Monk (2003), der mangler sjæl og nerve. Ong-bak har begge dele.