a tale of two sisters

To søstre, en ond stedmor og et hjemsøgt hus. Det er ingredienserne i den koreanske gyser A Tale Of Two Sisters, som det amerikanske filmsselskab Dreamworks har købt rettighederne til at genindspille. I så fald vil det ikke være første gang, at instruktøren Kim Jee-woon kommer til at opleve en af sine film genfortalt på et andet sprog. Det samme skete med hans debutfilm, den sorte komedie The Quiet Family (1998), som japanske Takashi Miike genindspillede som gyser-musicalen The Happiness Of The Katakuris (2001). Modsat de to film er der dog ikke meget at grine over i A Tale Of Two Sisters, som er en gribende, men også krybende uhyggelig fortælling om søskendekærlighed, savn, sorg og skyldfølelse.

Som det så ofte ses i asiatiske gyserfilm, er det en ung pige, der står i begivenhedernes centrum. I dette tilfælde er det teenagepigen Su-mi (Im Su-jeong), som vender hjem efter et ophold på et psykiatrisk hospital. Hjemkomsten er dog langt fra lykkelig. Der sker mærkelige ting i det afsides liggende hus, faderen virker fraværende, og lillesøsteren Su-yeon (Moon Geun-young) er tydeligvis bange for stedmoderen, der er som taget ud af Grimms eventyr.

Den onde stedmor spilles af Yum Jung-ah fra Tell Me Something (1999) og H (2002), og hun er en af filmens store nydelser, med en på alle måder vild og skræmmende præstation. Im Soo-jung er troværdig teenage-trodsig med en flig af psykisk ustabilitet, mens Moon Geun-young burde få beskytter-trangen op i alle og enhver. Kim Kab-su har den svære rolle som den umiddelbart vege og konfliktsky fader, men han formår alligevel at få sin figur til at fremstå sympatisk.

Det er dog ikke kun skuespillet, som er en nydelse i A Tale Of Two Sisters. Filmens helt store trumfkort er dens unikke udseende, som bringer mindelser frem om den italienske gyser-instruktør Dario Argentos storhedstid i 70'erne. Sjældent har man set en film, hvor billedside, scenografi og kostumer spiller sammen i sådan en grad, at huset, hvor størstedelen af handlingen foregår, nærmest bliver en karakter i sig selv. I takt med at historien udvikler sig, og de besynderlige hændelser hober sig op, forvandles husets udseende i en mere og mere surrealistisk retning med en effektiv brug af skygger og stærke grundfarver. Den bevidste brug af farver er med til at give A Tale Of Two Sisters et drømmeagtigt skær, hvilket er ganske passende, da handlingen balancerer hele tiden på kanten mellem fantasi og virkelighed.

Sammenligningen med Dario Argento skal udelukkende ses i forhold til filmens billedside, for A Tale Of Two Sisters befinder sig ellers så langt væk fra en italiensk 70'er gyser som overhovedet mulig. Her er ingen sortklædte mordere på spil, kun almindelige, skadede mennesker i en dysfunktionel familie, som udøver psykisk terror mod hinanden. Som gyser baserer A Tale Of Two Sisters sig derfor mere på stemning og atmosfære end på bastante choksekvenser. Disse er dog også til stede, men de virker mere som et kunstigt vedhæng til filmen. Set i bakspejlet forekommer visse af de overnaturlige scener unødvendige. Det gælder ikke mindst en Ring-lignende scene mod slutningen, som føles ude af trit med resten af filmen og derfor bliver mere irriterende end skræmmende.

Med A Tale Of Two Sisters springer instruktøren Kim Jee-woon ud som den helt store billedmager og en af Sydkoreas mest originale filmskabere. Som manuskriptforfatter mangler han dog stadig lidt, specielt når det gælder om at få afsluttet sine film. Lige som i The Quiet Family begynder han mod slutningen desværre at slække lidt på sit ellers sikre greb om historien. Den afgørende oplysning, som skal få alle brikker til at falde på plads, leveres ikke helt tilfredsstillende, og slutningen føles derfor lidt antiklimatisk. Men det skyldes udelukkende, at hele opbygningen har været så eminent tilrettelagt, og det er ikke til at komme udenom, at A Tale Of Two Sisters er det hidtil bedste bud på en koreansk gyserklassiker.