resurrection of the little match girl

Det var så gruelig koldt. Det sneede og det begyndte at blive mørk aften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige. I et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker. Ingen havde den hele dag købt af hende. Resurrection Of The Little Match Girl indledes på poetisk vis ved at fortælle H.C. Andersens eventyr om pigen med svovlstikkerne som stumfilm, påtegnet et drømmende lag virtuel sne. Det står med det samme klart, at denne film er noget specielt.

Hovedpersonen i denne mærkværdige fortælling er en ung taber, der konstant hænger ud i den lokale spillehal og planlægger en karriere som professionel computerspiller, mens han drømmer om spillehallens kvindelige bestyrer. Men i stedet for at gøre noget ved det, så logger han på virtual reality-spillet "Resurrection Of The Little Match Girl" sammen med en række andre sære eksistenser. Vinderen er den, der får pigen til at drømme om sig, når hun dør ved spillets afslutning. I denne fiktive verden, med uendelig ammunition og ingen konsekvenser, er det alles kamp mod alle om pigens gunst.

Man kan bruge det meste af den to timer lange spilletid på at spekulere over, hvad meningen med filmen mon er. Bagefter kan man så passende spekulere over, om der er en mening. Dette er dog ikke filmens egentlige problem. Uklarhederne i handlingen er nemlig for intet at regne mod uklarhederne i stilen. Det ene øjeblik prøver filmen at være et socialrealistisk drama, for derefter at give den som falde på halen-komedie og endelig tyngdekraftsophævende science fiction-action, tyvstjålet fra The Matrix (1999).

Selvfølgelig er det muligt at sammenflette forskellige genrer og stilarter i én film, men det skal ikke gøres som i dette tilfælde. Det ville være nærliggende at anskue filmen som en parodi, på grund af dens åbenlyse kopiering af andre film, men den formår netop ikke at parodiere det, den kopierer. Den kopierer bare - og det er der ikke meget sjov ved.

Et andet gennemgående problem er, at det nærmest er umuligt at sympatisere med nogen af figurerne. Helten er et fjols uden forsonende træk og heltinden er lige dele anonym og irriterende. På et tidspunkt bliver "pigen med svovlstikkerne" så frustreret over, at ingen vil købe hendes lightere, at hun går amok med en maskinpistol og pumper alle fulde af bly. Det siger en del, at dét er filmens eneste vedkommende scene. Generelt er der fyldt med voldsomme kampscener og skuddueller mellem rivaliserende grupper, der nok er flot lavet, men som ikke gør noget dybere indtryk. Primært fordi man ikke aner, hvem den ene eller anden er, endsige hvem man skal holde med.

I glimt er der antydning af, at filmen lægger sig fast på noget. I de glimt er der tegning til noget virkelig interessant, og der er aldrig sparet på penge eller stil. Men det er kun glimt. Straks skiftes der igen fokus, uden forklaring eller gennemskuelig årsag. Alligevel er der et fascinerende aspekt ved galskaben og et lille potentiale som kultfilm. Måske skyldes det forestillingen om, hvor gode de enkelte sekvenser kunne have været i en sammenhængende film. Måske skyldes det bare, at science fiction, computerspil, kunstige virkeligheder og voldsomme actionscener altsammen tiltaler oventegnede. Det er vel paradoksalt, at konkludere en film dårlig, og i samme åndedrag alligevel nærmest anbefale den. Men Resurrection Of The Little Match Girl er en paradoksal film.