versus

Versus var oprindelig tiltænkt som en efterfølger til Ryuhei Kitamuras egen Down To Hell (1997) – en film med et budget på omkring 300 dollars og en spilletid under en time. Versus blev dog af uvisse årsager omdøbt til dens nuværende titel inden produktionsstart, og har derfor plotmæssigt intet tilfælles med etteren. Et stunt som fint understreger Kitamuras måde at arbejde på. Minimal planlægning og pludselige indskydelser er nogle af kodeordene. Det er alt sammen noget, som ekstramaterialet giver et godt indblik i. Men hovedattraktionen er selve filmen.

I filmens begyndelse introduceres to undvegne fanger, der i hast kæmper sig igennem en skov. De er på vej til et mødested, hvor en gruppe gangstere skal køre dem i sikkerhed. Da de når frem opstår der tumult, idet fange KSC2-303 (Tak Sakaguchi) ikke bryder sig om, at forbryderne har kidnappet en uskyldig pige (Chieko Misaka). Da en af gangsterne bliver skudt, for at genopstå bare sekunder efter, er forvirringen total. I ly af virvaret stikker KSC2-303 af med pigen. Men hvorfor var det nu lige, at den myrdede mand kunne genopstå? Det ved pigen overraskende nok en hel del om. Skoven de befinder sig i, går under navnet The Forrest Of Ressurrection, genopstandelsens skov, og den er én ud af 666 porte til dødens rige. Hun fortæller at det er skæbnen, der har bragt hende og KSC2-303 til skoven. Han er udset til at bekæmpe det onde, og hendes blod har på mystisk vis tilknytning til porten. Det giver forfærdelig lidt mening, men er til gengæld en ganske glimrende undskyldning for at prygle, sønderlemme og gennemhulle zombier og andet godtfolk over to timer.

Skulle man være i tvivl om, hvad frasen "stil over indhold" helt præcis dækker over, så er Versus en ganske glimrende reference. Her er der nemlig ikke megen substans og en masse store armbevægelser og en næsten endeløs række af blodige kampscener. Størstedelen af skuespillerne er tydeligvis debutanter, hvilket ofte resulterer i fælt overspil. Det får i perioder Versus til at fremstå som en rendyrket parodi, selvom det alligevel lykkes den at tage sin historie lidt for alvorligt, når det kommer til stykket. Den fine balance mellem falde på halen-komedie og seriøsitet formår instruktøren i hvert fald aldrig at finde, og det giver et ujævnt udtryk.

Skærer man ind til benet, så kan Versus ses som en række stiløvelser, spundet udover et plot så tåbeligt og usammenhængende, som var det spontant opstået i hovedet på en 9-årig. Måske er folkene bag i virkeligheden også bare store legebørn, der med deres entusiasme som den primære drivkraft, udlever deres vildeste indfald. Om ikke andet så forekommer det endelige resultat ru i kanterne. Det er for eksempel paradoksalt, at man kan føle, at filmen ikke rigtig kommer nogen vegne, samtidig med at de enkelte scener alle eksekveres med et rasende tempo og et kamera, der nægter at stå stille.

Ryuhei Kitamura har som instruktør nogle gode idéer, hvilket også kommer til udtryk i Versus, men hans færdigheder synes dog stadig en smule grove i filten. Han skal især blive bedre til at begrænse sig, for i sidste ende er filmen alt for lang, og det er altså mere end det papirtynde plot kan bære. Men på trods af alt dette, så er Versus faktisk en seværdig film. Effekterne og kampscenerne er for hovedpartens vedkommende både underholdende og medrivende, og det er dem, som holder gryden i kog. Filmen tager et respektløst favntag om nogle genrer, som ofte er præget af absurditeter, ælter dem sammen og bringer det hele endnu længere ud på overdrevet. Det gør at den i sidste ende vinder en over på dens side, til trods for skavankerne. Det er den uhøjtidelige tone, de blodige udskejelser og de energiske kampscener, der holder filmen oven vande, og for disse egenskaber alene kan filmen sagtens anbefales.