avalon

Mamoru Oshii er primært kendt som en af de helt store indenfor anime. Han har blandt andet instrueret Ghost In The Shell (1995) og skrevet Jin Roh: The Wolf Brigade (1998). Men ind i mellem anime-produktionerne kaster han sig også over realfilm. En af disse er Avalon. En dystopisk science fiction-film om kunstige verdener, der i sin ånd og baggrund er asiatisk, omend den er filmet i Polen med polske skuespillere.

Ash er professionel computerspiller. Modsat de fleste andre mennesker lever hun, sammen med sin bassethund, et materialistisk godt liv, takket været sine enestående spilevner. Spillet er Avalon - en illegal, virtuel verden, hvor ensomme soldater kæmper mod ansigtsløse våbenmaskiner. Mens de fleste andre er nødt til at kæmpe i hold, så kan Ash ene kvinde nedlægge fjendtlige tanks og helikoptere. Hun er den bedste. Så da Ash hører rygterne om muligheden for at spille på et højere og endnu mere realistisk niveau, må hun nødvendigvis forsøge at opnå dette - uagtet at dem, der ikke klarer det, ender som hjernedøde grøntsager.

"Reality is nothing but an obsession that takes hold of us," siger Ash' gamle makker. Som forskriften er for science fiction-historier om virtuelle verdener, så må hovedpersonen og publikummet inden slutningen genoverveje, hvad der egentlig er virkeligt og hvad der er virtuelt. I den forstand adskiller Avalon sig ikke voldsomt fra tematisk beslægtede film som eXistenZ (1999). Forskellen er primært, at denne film på ingen måde anstrenger sig med at komme med nogen form for endegyldig forklaring. Der er ingen resolution, hvilket gør Avalon forvirrende og lettere intetsigende, men samtidig poetisk.

Denne stil rammes generelt af hele filmen. Billedsiden er usædvanlig stiliseret med gullige, nærmest monokrome, farver, og en lyssætning der ofte virker påtegnet. Omtrent hver eneste indstilling er beundringsværdig. Mange af sekvenserne er drømmende, ensformige og gentagende - til tider irriterende. De få figurer er simplistisk beskrevne og dialogen er mere end sparsom. Instruktørens øvrige produktion forklarer det sikkert på den mest simple måde: Nok er Avalon en realfilm, der er optaget med levende mennesker på virkelige steder, men den er hele vejen igennem lavet, som var den en tegnefilm. Hvis man siger om den samtidige Final Fantasy: The Spirits Within (2001), at det er en animationsfilm, der forsøger at være en realfilm, så kan man sige om Avalon, at det er en realfilm, som forsøger at være en animationsfilm.

Der er enkelte actionscener i Avalon, der i sig selv fungerer udmærket, men de er på ingen måde filmens fokus. Dét er i stedet på mere eller mindre meningsløse dialoger og primært stumme scener, hvor hovedpersonen forsøger at finde ud af, hvad der egentligt foregår. Avalon kommer tæt på at være en kunstfilm.

Efter at være ført ind i filmens spændende univers, bliver udviklingen en smule langtrukken, før det hele til sidst løftes op. I slutningen formår filmens elementer at gå op i en højere enhed. Historien, figurerne og til dels billedsiden gør slutscenerne mindeværdige i kombination med Avalons bedste element: musikken. Store dele af filmen er blottet for underlægningsmusik, men når den er der, trækker den hele stemningen. Kenji Kawai (Ghost In The Shell og Ring, 1998) benytter korsang, symfoniorkester og solosang, så det kryber én ned ad ryggen. Musikken er i sig selv decideret fremragende, men dertil benyttes den mod slutningen i en fascinerende sammenhæng, hvor den bliver til en dominerende del af fortællingen.

Det sidste indtryk er oftest det stærkeste og det gælder bestemt for Avalon. Når det hele slutter så vellykket, kan man godt tilgive, at det går langsomt undervejs. Mamoru Oshiis bedste anime-film er bedre end dette forsøg med realfilm, men alene temaet, billed- og lydsiden gør Avalon til en film, jeg ikke kan andet end anbefale. Et normalt mainstream-publikum ville måske kede sig halvt ihjel - jeg glæder mig til at gense denne poetiske fortælling endnu en gang.