akira

Med Akira markerede anime sig for alvor på de vestlige breddegrader, og filmen har sammen med Ghost In The Shell (1995) været manges indgangsvinkel til den japanske tegnefilmstradition. Akira er ligesom Mamoru Oshiis klassiske anime en dyster science fiction-fortælling, der blandt andet beskæftiger sig med menneskets næste evolutionsskridt. Hvor emnet i sidstnævnte anime behandles ud fra en virtual reality-synsvinkel, beskæftiger Akira sig derimod med udviklingen på det genetiske plan.

Kanada, Tetsuo og deres kumpaner er en bande rodløse ballademagere, der ufrivilligt blandes ind i et dødsensfarligt magtspil mellem Tokyos politiske og militære ledere. Tetsuo bliver under et opgør med en rivaliserende bande bortført af myndighederne. Ude af stand til at få hans opholdssted offentliggjort, kaster Kanada sig ud i en redningsaktion sammen med en gruppe oprørere. I fællesskab når de frem til Tetsuo, der dog viser sig pludselig at besidde mystiske superkræfter, og har en uforklarlig higen efter at konfrontere den sagnomspundne Akira, uden dog at vide, hvad dette er.

Handlingen er sat i Neo-Tokyo tredive år efter 3. Verdenskrig, og byen er ualmindeligt veltegnet. Lige fra de skumle og faretruende sidegader til de utallige skyskrabere, har man fornemmelsen af en levende og pulserende storby. Samtidig er der noget trøstesløst over denne metropol, og fornemmelsen af at det fuldstændige sammenbrud er nært forestående, forplanter sig hurtigt til tilskueren. Det er den velkomponerede musik med til yderligere at underbygge, og Shoji Yamashiro skal virkelig have ros for hans særprægede underlægningsmusik, der komplementerer billederne eksemplarisk og løfter stemningen betragteligt.

Samtidig har historien mange lag, og den favner i flere forskellige retninger, så det kræver en god portion opmærksomhed, at holde fast i trådene. Men det hænger også sammen med, at Akira er tankevækkende på mange punkter, så man flere gange kan tage sig selv i at sidde og fundere, og derved "glemme" at følge handlingen. Det var i hvert fald sådan oventegnede oplevede det de første par gange Akira blev set. Nu hvor selve ramme-fortællingen sidder på rygraden, gør det intet at tankerne får lov til at vandre, men det er fascinerende, at Akira til stadighed kan åbne sig for nye tolkninger - selv efter mange gennemsyn.

Katsuhiro Ôtomos svendestykke må være Akira. Hans hovedværk. Han både forfattede og tegnede mangaen, som filmen er baseret på, men valgte altså også at sætte sig i instruktørstolen, da historien skulle omsættes til det store lærred. Filmen satte ganske enkelt standarden for japansk animation, og den blev hurtigt et referencepunkt for stort set alt, hvad der siden hen er blevet lavet på de breddegrader. Ôtomo har ikke været involveret i en animeret spillefilm siden Akira, men det ændrer sig i år, hvor hans seneste projekt, Steamboy, har premiere.

Akira tager udgangspunkt i det faktum, at Japan er det eneste land i verden, der har oplevet et atomangreb, og at arret fra Hiroshima og Nagasaki-bomberne stadig spøger i japanernes kollektive bevidsthed. Og på det grundlag opbygges således en kompleks og fascinerende fremtidsvision, hvor menneskets grådighed og evige higen efter magt endnu engang udmunder i den totale destruktion. Selv med seksten år på bagen hører Akira stadig til blandt de absolut mest fremtrædende og indtryksrige anime-værker, og er et must for personer med interesse i japansk animation i særdeleshed, og store filmoplevelser i al almindelighed.