story of ricky

Story Of Ricky er en af de film, hvis rygte nåede frem til oventegnede længe før den selv gjorde. Den blev omtalt i mange og store vendinger, men det var påstanden om, at den skulle være den blodigste Hongkong-produktion nogensinde, der for alvor pirrede nysgerrigheden. Om den så også er det, vil jeg ikke sætte en definitiv streg under, men den er godt deroppe af.

Ricky ankommer i filmens åbningsscene til et velbevogtet fængsel, hvor han skal afsone en straf på ti år for mord. Det bliver straks gjort klart, at Ricky er i besiddelse af overnaturlige kræfter, og han lægger sig hurtigt ud med både fanger og vogtere. Dagligdagen er præget af vold og trusler, og Ricky påtager sig rollen som de svage fangers beskytter. I fængselsinspektørens fravær er det hans gennemkorrumperede højre hånd, Cyclops, der har magten. Han er en firskåren hidsigprop med glasøje, en klo og en overdådig pornosamling. Han passer altså helt perfekt ind i det tegneserie-agtige univers, hvori handlingen udspiller sig. Cyclops samarbejder med fire stærke fanger - kendt som The Gang of Four - der sørger for at holde ro og orden blandt de indsatte. Samtidig bruger han og inspektøren fængslet som dække for en omfattende opiumdyrkning. Ricky har med andre ord rigeligt at se til, når der skal ryddes ud i det korrupte system.

De mange blodige effekter er ikke alle lige overbevisende, men fælles for dem er, at de er udført med stor opfindsomhed. Selvom komikken i filmen har godt albuerum, så har det ikke påvirket voldelighederne, som er meget brutale. Her er antydningens kunst vitterlig en by i Rusland, og er man, som denne anmelder, lidt af en "gore-hound", så falder det jo i aldeles god jord. Antydninger ville aldrig have fungeret i en film, hvor de voldelige optrin spiller en så central rolle. Derfor er der absolut heller intet at komme efter for ikke-voldsfanatikere.

Filmen er først og fremmest et studie i opfindsomme blodsudgydelser. Det er for eksempel svært underholdende at se effekten af følgende scenario: Ricky får fyldt barberblade i munden, hvorefter den tapes til og indkasserer en salve håndkantsslag. Lad mig bare sige, at han efterfølgende ikke er noget kønt syn. Ricky evner dog på mystisk vis at heale sig selv, så på trods af utallige prygl formår han ved filmens slutning at fremstå uden en skramme. Det understreger fint på hvilket niveau realismen befinder sig.

Story Of Ricky er en overdreven og karikeret splatterkomedie af bedste skuffe. Eller værste - alt efter hvilke øjne der ser. Og sådan skal den også nydes: Som ren og skær underholdning uden nogen form for dybde, der kan komme i vejen for de blodbestænkede herligheder. Yndere af Peter Jacksons to splatter-milepæle Bad Taste (1987) og Braindead (1992) bør således ubetinget hive denne asiatiske pendant hjem til samlingen.