the eye

Nogle skræmmes af højder og andre af edderkopper. Personligt er jeg ikke vild med nogen af delene, men der findes værre. Jeg har tendens til besvimelse, ved blot at tænke lidt for meget på kroppens indre organer. Det værste er øjne. Således forberedte jeg mig på det værste, da jeg satte mig til at se The Eye.

Den unge kvinde Mun har været blind næsten hele sit liv. Selvom hun egentlig klarer sig udmærket med handicappet, så ser tingene i filmens begyndelse ud til at ændre sig til det bedre. Takket været en eksperimentel operation får Mun transplanteret nye hornhinder, hvorefter hun langsomt genvinder sit syn. Pigen forsøger at tilpasse sig den nye, visuelle verden, men selvom hun hurtigt lærer at gebærde sig, går alt ikke efter planen. Muns nye øjne virker nemlig lidt for godt; hun kan se ting, hun ikke burde kunne se. De dødes sjæle.

Grundkonceptet er velvalgt til en gyserfilm, og i begyndelsen præsenteres historien både flot og opfindsomt. Man ser begivenhederne gennem Muns slørede syn, der ikke rigtig opklarer, hvad der rent faktisk sker på det halvskumle hospital i filmens indledning. Kun at der er noget helt galt. Kombineret med velvalgte effekter - både chok og spænding fungerer - samt passende skuespil har filmen hurtigt sin seer i et solidt greb.

Desværre falder historien fra hinanden lige så hurtigt som originaliteten. Det viser sig, at Muns mystiske evne er arvet fra hornhindernes tidligere ejer, som selvfølgelig skal opspores. Lige så selvfølgeligt som at dennes afdøde sjæl nu skal stilles til ro, gennem Muns opklaring af en sørgelig fortid. At The Eye på den måde griber i skuffen med gyser-klichéer er ikke et plus, men at den samtidig fortælles rykvist og strukturelt usammenhængende, er et decideret minus. En påklistret kærlighedshistorie hjælper heller ikke.

De hongkongske Pang-tvillingebrødre har skrevet og instrueret The Eye med usikker hånd. Mange enkeltscener fungerer godt og flot, men helheden halter efter. Filmen lægger ud som en meget stilren gyser, men slutter som noget helt andet. Det er svært ikke at distancere sig i takt med, at filmen glemmer alt om at være uhyggelig, og hellere vil være fantastisk. Problemet er ikke, at de to dele er uinteressante hver for sig, men at de passer dårligt sammen.

I mit tilfælde havde The Eye de perfekte betingelser, for at gøre et stort indtryk. At det alligevel ikke skete, må nødvendigvis konkluderes som filmens manglende evne til at udnytte sit ellers oplagte potentiale.