supercop

Kevin Chan (Jackie Chan) er Hongkongs bedste betjent, og han sendes derfor på en yderst farlig undercover-mission. Storforbryderen Panther (Wah Yuen) sidder fængslet i Kina, og kun via ham kan de få ram på den helt store fisk, Chaibat (Kenneth Tsang). Chan og sikkerhedsofficeren Jessica Yang (Michelle Yeoh) hjælper Panther fri, under dække af at være henholdsvis en hyret lejesvend og dennes søster. Som forventet ser forbryderen muligheder i de to betjentes kung fu-kundskaber.

Flugtauktionen er dog intet i forhold til strabadserne de senere skal igennem, for den skrupelløse Chaibat viser sig at være endnu farligere end først antaget. Chans kæreste havner pludselig i forbrydernes klør, så Chan og Yang tvinges til at befri Chaibats kone, der er dømt til døden i Malaysia.

Som det kan udledes af ovenstående, så er der intet nyt under solen i Supercop. Ret beset følger filmen den samme formel som stort set alle Jackie Chans eskapader. Han holder sig til det velkendte, og det han er bedst til: nemlig kombinationen af falde på halen-komedie, kung fu og vanvittige stunts. Denne type action-komedier er blevet hans varemærke, og det er da også meget få, som kan gøre ham kunsten efter, når først han folder sig ud. Det får han også rig mulighed for i Supercop, idet tempoet er højt og pusterummene mellem action-scenerne få.

Filmens højdepunkter er to stort anlagte sekvenser, hvor Jackie Chan og Michelle Yeoh (Crouching Tiger, Hidden Dragon, 2000) får sat en tyk streg under deres akrobatiske færdigheder. Især det afsluttende klimaks imponerer med nogle særdeles halsbrækkende stunts, samt en tempofyldt og yderst effektiv klipning.

Det afgørende for en Jackie Chan-film er action- og kampsekvensernes eksekvering, der afgør dens kvalitet, set ud fra den betragtning, at plottet og karaktererne oftest ikke har meget at byde på (i modsætning til New Police Story, 2004). Efter den devise hører Supercop ikke til hans bedste produktioner.

Man savner nogle flere regulære kung fu-kampe, hvor Chan kan underholde med hans ofte meget opfindsomme brug af omgivelser og rekvisitter, man normalt ikke vil anse som våben. Til gengæld er Michelle Yeohs tilstedeværelse forfriskende, men det ændrer ikke på, at Supercop kommer til kort overfor en god del af Chans tidligere arbejde. Det er for eksempel nærliggende at nævne denne films to forgængere, Police Story (1985) og Police Story 2 (1988). Men som letfordøjelig underholdning glider Supercop trods alt problemfrit ned.