Eiga

final fantasy: unlimited (phase 1)

(final fantasy: unlimited)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
Final Fantasy: Unlimited (Phase 1)





Final Fantasy: Unlimited (Phase 1)





Final Fantasy: Unlimited (Phase 1)





Final Fantasy: Unlimited (Phase 1)





» Se slideshow...
»This place isn't normal! It's Wonderlah-ah-and!!!«

Final Fantasy er en af de længst levende og mest populære computerspilserier i Japan. Den store fanskare - hvortil denne anmelder kan medregnes - skyldes primært, at spillene er gennemsyret af høj kvalitet i alle aspekter. Dette har også medført en ret lang produktionstid, hvor der normalt går mindst to år mellem hver udgivelse. Til at udfylde ventetiderne udgives der regelmæssigt forskellige former for spinoff-produkter. Et af disse er anime-serien Final Fantasy: Unlimited. Serien blev på i alt 26 afsnit, hvoraf denne udgivelse indeholder de fire første.

Historien handler om tvillingebørnene Ai og Yu, hvis forældre forsvandt, da de angiveligt steg ombord på et mystisk spøgelsestog. Rygtet fortæller, at toget afgår fra undergrundsbanen præcis 13 minutter og 13 sekunder over midnat på dage med fuldmåne. Destination: Mirakelverdenen. Derfor tager børnene med toget, og snart befinder de sig i den mystiske Mirakelverden. Her støder de på pigen Lisa og krigeren Kaze, som hjælper tvillingerne i deres søgen på forældrene.

Hvert afsnit af Final Fantasy: Unlimited er skåret over groft sagt samme skabelon. Den lille gruppe ankommer med toget til en ny verden, hvor de kæmper mod en af Den Onde Hertugs lakajer, og derefter kører videre igen. Repetitionen går dog længere endnu. Der er flere direkte gentagende momenter og ligefrem hele scener, der genbruges. Den absolut største synder er Den Store Kamp i hvert afsnit, der kort sagt går ud på, at helten Kaze lader sin påmonterede "magun" med tre forskellige patroner. Scenen varer godt et minut, og den eneste variation er patronernes farver. Det varer ikke længe, før man gaber over gentagelserne.

Desværre repeterer serien ikke bare sig selv, men også alt mulig andet. Man sidder med en fornemmelse af, at have set det hele før. Den gammeldags og halvsjuskede tegnestil gør det kun værre. Hvis det ikke var for de generelt dårlige, computeranimerede sekvenser, ville det ligne noget fra 80'erne. Personerne er selvfølgelig klichéer, hvilket dog ikke behøves at være et problem i sig selv. Problemet er, at de er kedelige klichéer. Man interesserer sig ikke for den tavse Kaze, med de mystiske flashbacks, eller den unaturligt flinke Lisa, der vistnok leder efter sin kæreste. Eneste lyspunkt er Ai, pigen i tvillingeparret, der konsekvent surmuler og dermed udskiller sig ved at have den eneste reelle attitude i figurgalleriet.

Sammenhængen med Final Fantasy-spillene er der, men den skal ikke findes i seriens kvalitet, ånd eller tema. I stedet begrænser den sig til små referencer såsom fanfaren efter en afsluttet kamp eller navnene på de monstre, som Kaze kan hidkalde. Som kendere vil forvente, er der selvfølgelig også en opfinder med navnet Cid samt Chocobo-fugle. Sidstnævnte spiller en større rolle i serien som et totalt irriterende nuttet-dyr-sidekick.

Final Fantasy: Unlimited var oprindelig planlagt til at bestå af 52 afsnit, men endte på det halve, fordi serien ikke opnåede popularitet. Det forstår man godt; De fire første afsnit vidner om en skrabet venstrehånds-produktion, der består af gentagelser og klichéer, samtidig med at den er blottet for overraskelser. Enkelte sekvenser har fået tilført flere ressourcer, og så fungerer de bedre, men andre gange er det hele bare så dårligt, at det bliver tåkrummende pinligt. Mod slutningen af det fjerde afsnit i denne udgivelse løfter serien sig noget og bliver på grænsen til det dramatiske. Men det er kun et kort øjeblik, og de efterfølgende afsnit følger ikke trop. For hovedparten er Final Fantasy: Unlimited bare endnu en ligegyldig tegnefilmserie rettet mod ukritiske børn. De vil alligevel blive skuffede, og det samme gælder i høj grad de væsentligt ældre fans af Final Fantasy-spillene, som der skydes helt forbi.


gæsteskribent rune j. keller, 21. marts 2005


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

Final Fantasy: Unlimited (Phase 1)



mahiro maeda

japan 2001

100 min.