Eiga

south of the clouds

(yun de nan fang)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
South Of The Clouds





South Of The Clouds





South Of The Clouds





South Of The Clouds





» Se slideshow...
Den 61-årige Xu Daqin bor sammen med sine børn og børnebørn i det nordlige Kina. Familien er ikke rig, men den er heller ikke ludfattig. Xu har lagt lidt penge til side, og nu vil datteren gerne have, at han skal investere sine sparepenge i hendes nystartede fitnessfirma. Xu har dog andre planer. Han vil gerne sydpå til byen Yunnan, som han skulle have arbejdet i, da han var ung. Dengang byttede han job med en anden mand, der gerne ville nordpå, men Xus kæreste blev gravid, og han kom aldrig af sted. Nu vil han besøge sin ungdoms tabte drømmeland og se, om hans tilværelse kunne have været anderledes dernede.

Mødet med syden er lidt af et antiklimaks - her er intet eventyr eller forspildte muligheder, bare en almindelig by. Da Xu forsøger at hjælpe en luder økonomisk, bliver han i stedet anholdt og anklaget for at have været hendes kunde. Xu fastholder sin uskyld, men må nu se sig anbragt i en mærkelig form for husarrest på sit hotelværelse.

Måske skulle South Of The Clouds have været en lille, bittersød film om bristede illusioner og længslen mod det ukendte. Måske skulle det have været en stilfærdig komedie om at blive ældre og miste sine drømme. Uanset hvad instruktøren, Zhu Wen, har haft i tankerne, er det ikke lykkedes. Filmen virker distanceret, næsten ligeglad, hvilket understreges af de mange store totalbilleder, som vel skal vise Xus indre ensomhed, men som bare er med til at forstærke fornemmelsen af, at Zhu Wen ikke har vidst, hvad han egentlig ville med denne historie.

I karakterdrevne film, der mangler en konkret, ydre handling, er det meget vigtigt, at man kan identificere sig med hovedpersonen, og at hans eller hendes historie er vedkommende og gribende. South Of The Clouds formår ikke at etablere denne fortrolighed, og billedet af Xu forbliver sløret og mangelfuldt. Tilskueren får simpelthen ikke nok indblik i hans sjæleliv og indre verden. Filmen slutter helt uforløst, og der er ikke noget, der peger fremad eller hen imod en eller anden ændring. Alt er som det hele tiden har været, og det er dybt utilfredsstillende.


helene hindberg, 19. april 2005


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

South Of The Clouds



zhu wen

kina 2004

100 min.