the mad fox

En smuk, ung mand, der bliver sindssyg efter tabet af sin elskede. En ung rævekvinde, der forelsker sig i ham. En intrige om magt og indflydelse ved hoffet i det feudale Japan. Alle disse ingredienser er til stede i The Mad Fox, men i stedet for at være en voldsom og kulørt oplevelse fuld af lidenskab og drama, minder The Mad Fox om en slags stilistisk skoleopgave.

Japans mægtigste spåmand myrdes af sin egen livvagt, og kampen om titlen som hans efterfølger kan begynde. Spåmanden havde to lærlinge, og den ene, Yoshida, er forelsket i spåmandens adoptivdatter Sakaki, og hun i ham. Men spåmandens enke ønsker den anden lærling udpeget som efterfølger, og holder både Sakaki og Yoshida fanget. Under mishandlingerne dør datteren, og Yoshida bliver vanvittig af sorg. Han flygter ud i landet, og vandrer nu om som en forstyrret vagabond. Her bliver han fundet af Sakakis biologiske far, og helbredes delvist for sin sindssyge.

Under en spadseretur redder Yoshida en gammel kone, der er blevet såret af nogle jægere. Hun er i virkeligheden en ræv og en del af en hel stamme af rævemennesker. Hun beder sit unge barnebarn Kon om at tage sig af Yoshida, og Kon forelsker sig omgående i den unge mand, hvorfor hun antager skikkelse af hans elskede Sakaki. I mange år lever de nu i en afsidesliggende egn, og de får oven i købet et barn sammen. Men Kon ved, at det ikke er meningen, at mennesker og ræve skal leve sammen, og hun gruer for den dag, hun bliver afsløret.

Japansk folkeovertro og eventyr er glimrende filmstof. Klassikeren Kwaidan (1964) af Masaki Kobayashi er et eksempel på en næsten perfekt filmatisering af gamle legender og folkeeventyr. Her bliver der skabt en kunstig verden, fuld af symboler og mystik, der omslutter tilskueren som en drøm eller en hallucination. The Mad Fox er lavet før Kwaidan, og mange af virkemidlerne er de samme, men alligevel formår The Mad Fox ikke at løfte sig og blive til mere end en stiløvelse. Der er dog mange spændende visuelle eksperimenter - for eksempel rævene, der blot repræsenteres ved at skuespillerne bærer dyremasker. Der bruges også drejescener og kulisser som på teatret og små, tegnede figurer på realfilm, men ingen af disse tiltag kan redde filmen fra at være temmelig langtrukken og anstrengende at sidde igennem.

Historiens åbenlyse dramatik bliver slet ikke udnyttet. I stedet dvæles der ved scener, der mister intensiteten og ender med at blive irriterende og malplacerede. Flere steder slår filmen over i ren teater, komplet med kabuki-sang og dans, og det virker hæmmende på filmens flow. Disse scener tilføjer ikke noget nyt eller bidrager til at drage tilskueren længere ind i filmens univers. Det virker som om, instruktøren var langt mere optaget af at få presset så mange kreative ideer sammen i én og samme film. Resultatet er en underlig flad og uengageret film, der dog byder på mange visuelt opfindsomme optrin.