forår, sommer, efterår, vinter... og forår

Det er aldrig let at lave en film, der stort set kun foregår ét sted og er næsten uden dialog. Der er mange faldgruber, og det kommer let til at virke kunstigt eller fortænkt, men Kim Ki-duk har med Forår, Sommer, Efterår, Vinter... Og Forår formået at lave en film, der fanger og fascinerer på trods af, at der ikke bliver ytret mange ord.

Filmens undertitel er "Livets Hjul", og det er faktisk en meget præcis beskrivelse af temaet. Hver årstid svarer til et livsstadium i en ung munkelærlings liv. Han bor sammen med en gammel munk i en flydende pavillon, der ligger midt i en sø. Til dette betagende smukke, men også meget isolerede, sted kommer der med jævne mellemrum mennesker, der har brug for åndelig vejledning. På et tidspunkt forlader lærlingen sin mester, men en tragisk begivenhed kalder ham tilbage, og årstiderne/livscyklussen kan begynde forfra.

Som det fremgår, er der ikke særlig megen ydre handling i filmen. Alligevel trænger virkeligheden og menneskenes liv med deres glæder og sorger, tragedier og lykkelige øjeblikke sig ind i den afsondrede munketilværelse. Det tvinger både den unge og den gamle til at forholde sig til følelser som forelskelse, jalousi, had og sorg.

Det er Kim Ki-duks fortjeneste, at filmen aldrig virker uvedkommende eller distanceret. Umiddelbart kan præmissen godt virke kunstig og forskruet, men man tror på disse to munke, fordi deres personligheder er ægte og troværdige. Heller ikke allegorien til livets uundgåelige progression virker påklistret, men er bare en følge af de begivenheder, der udspiller sig i den unge munks liv. Også billedsiden er smuk, men virker aldrig anmassende eller distraherende - snarere danner den pragtfulde og (i hvert fald på overfladen) harmoniske natur en slående kontrast til de menneskelige dramaer, der udspiller sig med den flydende pavillon som centrum.

Forår, Sommer, Efterår, Vinter... Og Forår minder ikke umiddelbart om hverken The Isle (2000) eller Bad Guy (2001) af samme instruktør, men alle tre film deler en stille stemning, der så alligevel emmer af undertrykte følelser og konflikter. På forbilledlig vis formår Kim Ki-duk at gøre sin historie gribende og spændende med meget enkle og stilfærdige virkemidler.