gagamboy

Skuespillere der hænger og dingler ubehjælpsomt i luften ved hjælp af tandtråd, plat humor, billige computereffekter og overgearede skuespilpræstationer. Gagamboy er et overflødighedshorn af dårlig smag og elendig timet humor. Alt i filmen er lavet som en parodi på store Hollywood-produktioner, og ingen joke er for plat eller fladpandet til at komme med. På overfladen er den en efterligning af Spider-Man (2002), men den er meget mere end det.

Den unge fyr Junie (Vhong Navarro) har ikke megen succes som is-sælger. Han bliver fyret sammen med sin kollega og rival, Dodoy (Jay Manalo), og må nu finde på en anden levevej. Imidlertid sluger han ved et uheld en radioaktiv edderkop, og pludselig kan han flyve, gå på vægge og skyde slimet, gult net ud af hænderne. I et inspireret øjeblik beslutter han sig til at blive kvarterets egen superhelt - han kalder sig Gagamboy efter en tegneseriehelt - og hjælpe folk i nød. Dodoy er også kommet til at sluge et mangebenet dyr - rettere sagt en kakerlak - og han forvandles nu til Cockroachman. Da Dodoy forsøger at kidnappe Junies hemmelige kærlighed, Liana (Aubrey Miles), beslutter Gagamboy sig til én gang for alle at vise Cockroachman, hvem der er den stærkeste.

Som sagt er der referencer til de fleste nyere Hollywood-succeser, og filmen har stort set ingen reel eller original handling. Alt er bygget op omkring publikums kendskab til andre film, og disse skal pinedød parodieres, uanset hvor malplaceret det virker.

Rent teknisk er filmen en katastrofe. Kvaliteten skifter nærmest fra klip til klip mellem normalt belyste billeder og nogle underligt gule, kornede optagelser, som jeg mistænker for at være optaget med et billigt digitalkamera. Effekterne er usle - for eksempel hænger skuespillerne nærmest og dingler i de flyvescener der er, og kampene er elendigt koreograferede. Selvom der bliver gjort et halvhjertet forsøg på at klippe sig ud af, at ingen af de medvirkende kan slås, lykkes det ikke instruktøren at skjule det. Samtidig er Vhong Navarros komiske talent begrænset til at skære de samme fire grimasser hele filmen igennem. Også de øvrige medvirkende spiller fælt, og især er en birolle som designeren af Gagamboys kostume helt utrolig idiotisk.

Alligevel kan jeg godt lide Gagamboy. Der er noget herligt frisk og uhøjtideligt over den, og den repræsenterer en pionérånd, der næsten er væk i filmbranchen i dag. I slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne var der stadig mange amatører, der kunne skrabe lidt penge sammen og sommetider lave film, der emmede af entusiasme og gåpåmod, selvom de var næsten skamløst dårligt lavet. Også Hongkong har præsteret mange ”gode dårlige” film, og Gagamboy indskriver sig helt klart i denne tradition, selvom den er filippinsk. Den er også i besiddelse af en besynderlig charme, fordi humoren er så plat og indlysende. Det er umuligt ikke at holde af filmens fladpandethed og begejstring for vittigheder, som man ikke engang ville kunne finde i de tåbeligste danske folkekomedier. Faktisk transcenderer Gagamboy det pinligt dårlige og opnår en sær poesi og fjollet barnlighed, som er uimodståelig.

Midt i computereffekternes tidsalder, hvor selv tv-serier som Hercules (1995-1999) og Xena (1995-2001) skal ligne storproduktioner, er det skønt at se, at der stadig er folk som Eric Matti derude, der tror nok på sig selv og deres projekt til at gå i gang uden mega-selskaber i ryggen.