Eiga

rahtree: flower of the night

(buppah rahtree, buppah rahtree: scent of the night flower)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
Svigtet kvindes vrede kender ingen grænser.





Laila Boonyasak som Buppah Rahtree.





Det er faktisk en komedie.





Rahtree: Flower Of The Night





» Se slideshow...
»Looks like you haven't seen the movie The Exorcist.«

Rahtree: Flower Of The Night er noget så sjældent som en gyserkomedie, der formår at være både morsom og uhyggelig på én gang. Det ene har det ellers med at udelukke det andet, men i dette tilfælde byder filmen faktisk på et par gedigne chok, der fik publikum til at hoppe i sæderne under NatFilm Festivalen 2005, når de ikke skreg af grin over de vanvittige scener. Det største chok kommer dog efter indledningen, der er som kalkeret efter en Barbara Cartland-roman: Ung rigmandssøn forfører fattig pige som led i et væddemål. Pigen, Buppah Rahtree, bliver gravid, men hans forældre betaler for en abort og sender derefter sønnen til udlandet, skønt han døjer med samvittighedskvaler. Med rette, for aborten blev ikke udført ordentligt, og kort efter forbløder Buppah Rahtree til døde i sin lille lejlighed.

Så langt, så tragisk, men herefter foretager filmen en 180 graders vending over i det rablende. Væk er indledningens seriøse og lettere traumatiske tone, der kunne være taget fra en thailandsk udgave af Love Story (1970). For pludselig introducerer filmen et helt nyt persongalleri: de øvrige beboere i den boligblok, som Buppah Rahtree boede i. Det er mildt sagt en kulørt flok, der blandt andet tæller en kioskejer og hans retarderede medhjælper, to overvægtige transvestit-frisører samt den griske udlejer Mrs. See og hendes kumpaner. Mrs. See kører en sidegeschæft med en falsk djævleuddriver, der skal lokke endnu flere penge ud af de lokale beboere. Det er via en sådan seance, at man uforberedt introduceres til filmens virkelige stil.

På dette tidspunkt sidder man som tilskuer og kradser sig i håret, men så er det, at Buppah Rahtree viser sig ikke at være nået helt over til det hinsides. I stedet begynder hun at spøge i boligblokken til skræk og rædsel for naboerne, og så er det, der for alvor begynder at komme gang i både galskaben og uhyggen. Mrs. See har ikke tænkt sig at opgive sin gode forretning og forsøger derfor med alle midler at få jaget Buppah Rahtree ud. Først prøver hun med sine egne folk, siden med eksorcister af varierende kvalitet og fremtoning. Alle kommer sørgeligt, men meget morsomt, til kort over for det rasende pigespøgelse i scener, der både kalder på den nervøse og den høje latter.

Filmens mestertræk er, at man på den ene side sidder og bider negle, hver gang et nyt hold djævleuddrivere bevæger sig ind i den hjemsøgte lejlighed, samtidig med at man forsøger at undertrykke en latter. Og så er det, at Rahtree: Flower Of The Night skifter gear endnu engang, da rigmandssønnen vender hjem for at søge tilgivelse hos Buppah Rahtree uden at vide, at hun ikke længere er blandt de levende. Tonen ændrer sig til det bittersøde, stadig med humoren i behold, men nu krydret med grusom, ubærlig vold, der viser at instruktøren, Yuthlert Sippapak, også har set Audition (1999).

Rahtree: Flower Of The Night er som nævnt noget af en filmmæssig rutschebanetur, og der vil være dem, som vælger at stå tidligt af. Humoren vil heller ikke falde i alles smag, da den til tider bliver noget overgearet, ligesom det kan diskuteres, hvor morsomt det er at bruge en udviklingshæmmet person i rollen som sjov bifigur. Men holder man fast, får man fornøjelsen af en uforudsigelig, rablende vanvittig og overraskende nervepirrende film, der er lige dele eksorcist-parodi og overnaturlig kærlighedshistorie. Og det er selvsagt ikke hver dag, man får lov til at stifte bekendtskab med den kombination.


lars ahn pedersen, 26. april 2005


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

Rahtree: Flower Of The Night



yuthlert sippapak

thailand 2003

109 min.