a bloody spear at mt. fuji

Toilethumor er nok ikke lige det første, man forventer at finde i en japansk film fra 1955. Men det er tilfældet med A Bloody Spear At Mt. Fuji, som indeholder flere hentydninger til kropslige funktioner, og hvor en af hovedpersonerne skyller mund i en kloak i den tro, at det er et vandløb. Dermed er det også fastslået, at hvis ens billede af gamle, japanske film er alvorstunge fortællinger om æresbegreber og selvopofrelse, så venter der en anderledes oplevelse her.

Med sit store persongalleri kan det umiddelbart være svært at finde ud af, hvilken type film A Bloody Spear At Mt. Fuji egentlig er. Snart står det dog klart, at der er tale om en slags middelalderlig road movie til fods, som udspiller sig på vejene omkring bjerget Mount Fuji. Her færdes en ulig gruppe mennesker, der alle har hver deres grunde til at være på farten. Der er den unge samurai med sine to væbnere, den forældreløse dreng, den enlige mor med sin lille datter, den ældre mand med sin unge datter samt den mystiske rejsende med den skjulte formue. I baggrunden lurer en ukendt røver, der gør vejene usikre for dem alle. Til at begynde med holder de rejsende sig hver for sig, men i takt med at de bliver ved med at mødes, opstår der en følelse af fællesskab, og inden længe er personerne involveret i hinandens skæbner.

Som tidligere nævnt rummer A Bloody Spear At Mt. Fuji en del humor, der hovedsageligt er af den godmodige slags. Undervejs indfinder der sig nærmest en hyggelig Morten Korch-agtig stemning, da filmens personer tør op og begynder at hjælpe hinanden. Men idyllen er til for at brydes. For slangen i Paradiset er i dette tilfælde den herskende overklasse, der påbyder de rejsende at bøje sig i støvet, når de passerer forbi, og som også kan sætte trafikken i stå i flere timer, med et teselskab midt på vejen. Instruktøren, Tomu Uchida, er her nådesløs i sin skildring af herremændene, der beskrives som latterlige og selvhøjtidelige, mens deres tjenere og samuraier er snobbede og brovtende.

De virkelige noble er i stedet, ifølge instruktøren, det jævne folk, som behandler hinanden med respekt, og altid er parate til at yde en hjælpende hånd. Filmens egentlige hovedperson viser sig da også at være en af den unge samurais tro væbnere, som har til opgave at bære det spyd, der hentydes til i titlen. Han tager den forældreløse dreng under sine vinger, flirter med den enlige mor og er en ængstelig tilskuer, da det afsløres, at den ældre mand er tvunget til at pantsætte sin datter af økonomiske årsager. Men samtidig er han også betingelsesløst trofast over for sin unge herre og vil kæmpe til døden for ham. Denne begynder at se med stigende væmmelse på sin egen klasses opførsel, og det resulterer i filmens voldelige og tragiske slutopgør.

Denne drejning forklarer samtidig titlen A Bloody Spear At Mt. Fuji, man som tilskuer ellers sidder længe og undrer sig over. Kampsekvensen kommer lige så uventet som slagsmålet i Akira Kurosawas lægeroman-filmatisering Rødskæg (Akahige, 1965), men fungerer også som en bastant understregning af Tomu Uchidas politiske pointe. Om man køber den, må være en smagssag, ligesom det heller ikke er til at komme uden om, at filmen bliver en anelse for rørstrømsk undervejs. A Bloody Spear At Mt. Fuji fungerer bedst som en spids satire, og så må man tage med, at budskaberne serveres uden de store nuancer.