the touch

Da mesterfotografen Peter Pau og skuespillerikonet Michelle Yeoh lavede deres første film sammen, blev resultatet Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000). Med The Touch genforenes de to asiatere i en film, som de i fællesskab har skrevet og produceret. Det er en ren engelsksproget satsning mod det internationale marked fra Yeohs eget produktionsselskab.

Historien i The Touch kredser omkring et relikvie, efterladt af en for længst afdød munk, som skulle give ejeren udødelighed. Yin (Michelle Yeoh) er det seneste familieoverhoved i en slægt, der er forudbestemt til netop at erhverve denne helligdom. Der kræves dog en nøgle, som den godmodige tyv Eric (Ben Chapman) netop har stjålet til superskurken Karl - og derefter stjålet tilbage igen. Eric slår sig sammen med barndomskæresten Yin, og snart går den vilde skattejagt efter det hellige relikvie.

The Touch er en action-komedie med vægten lagt på det humoristiske element. Actionscenerne begrænser sig stort set til tre styks, hvoraf den ene hoster med svage computereffekter, mens Michelle Yeoh i de to andre får lov at folde sig ud i obligatoriske og forudsigelige slåskampe. Humoren leveres primært af Ben Chapman og skurkens uduelige håndlangere, men den løfter sig sjældent over det ordinære. Groft sagt plages filmen af lige dele asiatiske skuespillere, der ikke kan tale engelsk, og engelsktalende ditto, der ikke kan spille skuespil. Det er aldrig rigtig overbevisende, omend de to hovedpersoner fungerer fint hver for sig.

Da The Touch var i præproduktion, må folkene bag have brugt tiden på dels at finde de imponerende lokaliteter og dels på at se Indiana Jones-trilogien igen og igen. Filmen skriger "kopi". Den uundværlige pisk er blevet til et overnaturligt halstørklæde, der ellers har præcis samme egenskaber, og hovedpersons køn er i disse Tomb Raider-tider blevet kvindeligt. I filmens sidste akt tager kopieringen helt overhånd, og man skal til tider minde sig selv om, at man ikke sidder og ser Indiana Jones And The Last Crusade (1989), da flere scener er direkte hugget herfra - nærmere sammenligning tåles naturligvis ikke.

Med The Touch har Peter Pau og Michelle Yeoh tydeligvis forsøgt at lave en Hollywood-film i Kina. Problemet er, at det er lykkedes. Helheden er en typisk action-komedie, som de kommer på samlebånd fra netop Hollywood, og som de fleste har set rigeligt af. Filmen sigter ikke højere, og ønsker man ikke mere, fungerer det udmærket som det er. Der er lidt grin og lidt action undervejs - man keder sig sjældent i længere tid, og bagefter er det hele glemt. Når det er svært at stille sig tilfreds med dét, er det fordi The Touch er en stor satsning fra to af de væsentligste personligheder i asiatisk film. Så burde ambitionerne række længere, end til en halvbleg kopiering af vestlige film.