Eiga

the world

(shijie)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
Når det regner på hovedpersonen...





Spot seværdighederne!





Slimet fyr lægger an på Tao.





Zhao Tao i rollen som Tao.





» Se slideshow...
»See the world without ever leaving Beijing.«

Hvis man vil have indblik i, hvordan det er at være ung og bo i Beijing, er den kinesiske The World et godt sted at starte. Omvendt er noget af det mest slående ved filmen, hvor genkendelig hele dens verden er. Ikke kun fordi den udspiller sig i en forlystelsespark i Beijing, der er opført som en mini-udgave af verden med kopier af Eiffeltårnet, pyramiderne, New York med mere. Men fordi den næsten lige så godt kunne være foregået i Danmark - selvfølgelig med visse modifikationer.

Personerne i The World er alle unge i tyverne, som er flyttet fra provinsen til storbyen i håbet om noget større og bedre. I stedet er de havnet i intetsigende job uden de store fremtidsudsigter og lever under kummerlige forhold, fordi økonomien ikke er til andet. Så selv om de bor på den anden side af kloden, adskiller deres hverdag sig ikke meget fra deres jævnaldrende i Vesten. Det handler også her om jagten på den eneste ene, det perfekte job, om at være tro mod sine venner og sende tonsvis af sms'er.

De centrale personer i The World er Tao, der arbejder som danser i forlystelsesparken, og hendes kæreste Taisheng, der er ansat som vagt samme sted. Deres forhold har nået det punkt, hvor de skal beslutte, om de vil blive sammen, eller om det er på tide at gå hver til sit. Det samme kan siges om deres forhold til Beijing. Problemet er blot, at de hverken har midlerne eller uddannelsen til at komme til udlandet, ligesom de heller ikke hører til de heldige, der har eget pas. Tao og Taisheng må i stedet nøjes med de kunstige reproduktioner af deres drømmes mål - "Se verden uden at forlade Beijing", er forlystelsesparkens sigende motto.

Nogen egentlig handling kan The World ikke siges at have. Der er snarere tale om, at man følger Tao og Taisheng i en periode af deres liv, mens de forsøger at beslutte, hvad de vil - både med sig selv og hinanden. Det giver filmen en løs og kalejdoskopisk stil, der kan bringe mindelser om instruktøren Robert Altman (Short Cuts, 1993). Undervejs introduceres et væld af bipersoner, i skikkelse af venner og arbejdskollegaer, der også har taget springet fra provinsen til storbyen. Disse udstyres med hver deres lille historie, men problemet er, at Tao og Taisheng er så dominerende, at de øvrige bipersoner aldrig når at få deres egen identitet. Alligevel er det som om, at man heller aldrig kommer helt ind under huden på de to hovedpersoner, fordi man mere følger med dem, end føler med dem. Zhao Tao og Chen Taisheng yder begge store indsatser i deres respektive roller, men det er som om, filmens stil skaber en utilsigtet distance til seeren.

Med en spilletid på 140 minutter er The World mindst en halv time for lang, og der undgår ikke at indsnige sig en følelse af tomgang undervejs. Instruktør og manuskriptforfatter Jia Zhang-ke forsøger godt nok at peppe handlingen op med diverse visuelle tricks, såsom tegnefilm-sekvenser, men disse fungerer ikke rigtig, fordi de ikke integreres ordentligt i filmen. Til gengæld formår han at skabe en farvestrålende billedside, der får poesien frem i selv de mest trøstesløse omgivelser - ikke mindst når personerne går rundt og diskuterer dagligdags ting med pyramiderne i baggrunden. Et andet positivt træk ved The World er, at den er fri for løftede pegefingre. Det er ikke sex, sprut og stoffer, der er den store fare for de unge i storbyen, men derimod utætte gasledninger og dårlige sikkerhedsforhold på arbejdspladsen. Så på den led er der alligevel noget unikt kinesisk over The World, samtidig med at dens temaer føles universelle.


lars ahn pedersen, 25. april 2005


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

The World



jia zhang-ke

kina 2004

140 min.