blood and bones

Film om sadistiske og gennemonde mennesker er altid fascinerende. Den rendyrkede ondskab afføder lige dele afsky og nysgerrighed. Afsky, fordi det er svært at finde det menneskelige i den slags personer, og nysgerrighed, for hvordan blev de dog sådan? Hvordan udviklede de sig til uhyrer i menneskeskikkelse? Med portrættet af den koreanske indvandrer Kim Shunpei, spillet af Takeshi Kitano, forsøger instruktøren, Yoichi Sai, at give os indblik i en helt igennem syg personlighed.

Filmen fortælles af Shunpeis søn Yonhi (Kyoka Suzuki), og begynder med faderens udrejse fra Korea til Osaka i Japan. Her møder han en koreansk kvinde og gifter sig med hende. Ægteskabet er voldeligt og ulykkeligt. Shunpei forlader ind imellem familien uden grund, for så at vende tilbage og terrorisere alt og alle. Da han køber en fiskefabrik og slår sig ned som lånehaj, tjener han styrtende med penge, men familien ser ikke en eneste yen af hans formue. Alt bliver brugt på ham selv og de skiftende elskerinder, han holder i et hus indkøbt til formålet. Da han endelig dør som en syg gammel mand ånder alle lettet op, og der er ingen sorg over hans bortgang.

Shunpei er ond, meget ond. Alt hvad han gør er destruktivt, grusomt og blottet for medmenneskelighed. Filmens store problem er, at det er den eneste side af ham, tilskueren bliver præsenteret for. For at man skal kunne sætte sig i en karakters sted, er der nødt til at være et minimum af identifikation, og jeg tror ikke, nogen normale mennesker vil være i stand til at genkende noget af sig selv i Shunpei. Hans grusomhed er så gennemført og endimensional, at det ind imellem grænser til det ufrivilligt komiske, og distancerer én fra hans ofre. Heller ikke de andre figurer i filmen formår at vække følelser. De er alle for vage i konturerne, og man får ingen forklaring på, hvorfor de finder sig i Shunpeis vold og ydmygelser. Til sidst er hele familien reduceret til passive sandsække, som Shunpei uhindret kan gennemtæske både mentalt og fysisk.

Blood And Bones er én lang række af tragedier og ulykker, og det virker stik imod hensigten. Desuden er den alt for lang. Med en spilletid på næsten 2 1/2 time er den unægtelig en stor mundfuld, og eftersom der ingen udvikling sker hverken i historien eller med karaktererne, ender man med at sidde og længes efter at se sluttekster.