yu-gi-oh!: det vildeste kort (vol. 1)

Det begyndte med Pokémon (1997-), derpå fulgte Digimon (1999-2003) og siden Yu-Gi-Oh! Anime-serier der, med lidt ond tunge, kan kaldes for 20 minutter lange reklamefilm for tilhørende samlerkort, computerspil og andre livsnødvendigheder. Oven i købet handler de endda alle om børn, der duellerer mod hinanden med uhyrer, som selvfølgelig alle skal "indsamles" for den fulde fornøjelse. Det er for genialt, til at være godt. Indtil videre er Yu-Gi-Oh!-serien oppe på flere hundrede afsnit, hvoraf en række dvd'er med tre afsnit på hver er udgivet herhjemme.

Drengen Yugi er bidt af kortspillet Duel Monsters, og får snart sine venner med på dillen. Hans bedstefar har en spilbutik, der handler med kortene, så Yugi bliver helt naturligt en af de bedste spillere. Det fører ham hurtigt til en uofficiel kamp mod verdensmesteren, og derefter indkaldelse til den største turnering. Her skal Yugi dog ikke bare kæmpe for egen succes, men også for at redde sin bedstefar, der er blevet fanget af de onde bagmænd bag spillet.

Handlingen i Yu-Gi-Oh! skrider stille og roligt fremad, men inderst inde er den blot én lang undskyldning for en masse kampscener. En kamp er stort set altid hovedessensen i et afsnit, hvis den da kan afsluttes så hurtigt. Da et kortspil i sig selv ikke er videre interessant at se på, foregår alle dueller i såkaldte simulatorer, så de forskellige uhyrer og angreb præsenteres visuelt. Men i sidste ende er det alligevel bare et kortspil, hvor spillerne på skift trækker det ene fjollet navngivne monster efter det andet. Det virker umiddelbart kikset, men personligt fandt jeg alligevel en vis spænding i disse kampe, selvom udfaldet normalt altid er håbløs åbenlyst.

I mellem kampene følger man Yugi og hans tre venner - hvoraf de to virker som unødvendigt påfyld - som de møder og taler med en række modstandere. Alle har en eller anden dyster baggrund, der dikterer deres årsag til at spille. På et primitivt niveau fungerer de fleste figurer således godt nok til, at man lige akkurat interesserer sig for dem og kan huske forskel på dem. Normalt udgår de alligevel inden længe.

Hvis man som udenforstående ser på Yu-Gi-Oh! som værende mere eller mindre skjulte reklamefilm, er det ikke langt fra sandheden. Fra start til slut virker det hele som opfordring og appetitvækker på indkøb af de spillekort, som det hele handler om. Problemet - ikke mindst set fra forældreøjne, hvor indkøb af Yu-Gi-Oh!-habengut ikke er en topprioritet - er at det faktisk virker. Uden at serien kan kaldes for "god", så giver den lyst til at følge Yugis fortsatte kamp, og til at lege med kortene selv - på trods af at afsnittene repeteres, hovedpersonen irriterer og produktionskvaliteten er lav. Til den originale mangas forsvar skal det tilføjes, at den har været igennem flere fordummende og kommercialiserende led - herunder en genindspilning og en skamklippet amerikanisering - for at komme hertil.