Eiga

ring

(ringu)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
Ring





Ring





Ring





Ring





» Se slideshow...
»Slog Sadako ham ihjel? Kunne hun slå ihjel ved tankeoverførsel?«

»Hun var et uhyre!«



1998 var året, hvor den japanske gyser Ring havde premiere, og efterfølgende satte gang i bølgen af asiatiske spøgelsesgys. Dark Water (2002), The Eye (2002) og Ju-On: The Grudge (2003) for bare at nævne de mest markante af slagsen. Ring blev i 2002 amerikaniseret som The Ring, der er et fint supplement til originalen, som anmeldes her.

Nogle usædvanlige dødsfald vækker journalisten Reiko Asakawas (Nanako Matsushima) nysgerrighed - ikke mindst fordi hendes egen niece er blandt de omkomne. Hun erfarer fra adspurgte klassekammerater, at niecen og dennes venner havde overnattet i en hytte en uge før deres alt for tidlige død. Der så de et mystisk videobånd og fik herefter et telefonopkald, som lod dem vide, at de ville dø indenfor en uge. Reiko tager op til hytten, og finder ganske rigtigt også båndet, som hun ser. Hun ringes ligeledes op umiddelbart efter, og indser at hun med al sandsynlighed kommer til at lide samme skæbne. Reiko involverer eksmanden (Hiroyuki Sanada), og sammen ledes de på sporet af en bedrøvelig historie om en synsk kvinde og hendes formentlig morderiske datter. Der ligger med andre ord en forfærdelig familietragedie bag videoforbandelsen, og der findes tilsyneladende kun én måde at omgå den. Mere skal der ikke afsløres af handlingen. Resten skal opleves ved selvsyn.

Ring er filmet i matte, grålige nuancer, hvilket komplementerer den dystre historie forbilledligt. Denne anmelder har for eksempel sjældent fundet simple optagelser af et oprørt hav så foruroligende, som dem kinematograf Junichirô Hayashi (Kaïro, 2001) har indfanget til lejligheden. Det er i det hele taget lykkedes at skabe en ildevarslende stemning ved stort set alt, hvad personerne foretager sig. Det betyder, at den knugende fornemmelse i maven, som rigtig gode gysere kan forplante, vedligeholdes helt til slut. De skæve og forvrængede lyde, der ledsager billederne, får det yderligere til at løbe koldt ned af ryggen, og resultatet er nogle scener så skræmmende, at de vil stå printet i bevidstheden for tid og evighed. Det er store ord, men jeg mindes for eksempel stadig følelsen i kroppen, da Reiko ser videooptagelsen for første gang i hytten.

Plotmæssigt adskiller Ring sig ikke synderligt fra tidligere gyser-meritter. Men fordi den vælger at tage sit historiemæssige grundlag dødsens alvorligt, og samtidig skaber en pirrende stemning ulig hovedparten af dens genre-fæller, formår Ring alligevel at være noget ganske særligt. Om ikke andet så beviser filmen, at man sagtens kan lave en vellykket og ikke mindst uhyggelig gyser, uden at smide chokeffekter i hovedet på seeren hvert andet minut.

Det skal dog påpeges, at skuespillet ikke følger filmens ambitiøse niveau hele tiden, og man skal et par gange sluge en kamel i forbindelse med sønnen Yoichis (Rikiya Otaka, Ring 2, 1999) præstation, der flere steder forekommer mekanisk og ude af kontekst. Men det er efter min mening en detalje i småtingsafdelingen.

Ring hører til blandt de absolut bedste gysere, oventegnede har haft fornøjelsen af at overvære. Stemningen er formidabel, og uhyggen ulmer konstant under overfladen, således at man ikke føler sig sikker på noget tidspunkt. Det er glimrende håndværk, og instruktør Hideo Nakata (Chaos, 1999) har forstået at levere et rigtig godt gys, uden at forfalde til nemme, gennemtærskede chokeffekter eller overdrevne blodsudgydelser. Ring var et forfriskende og yderst kærkomment udspil tilbage i 1998, og den står til stadighed som en af de bedste asiatiske gysere nogensinde.


gæsteskribent martin lyager nielsen, 15. februar 2005


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

Ring



hideo nakata

japan 1998

96 min.