» Se slideshow... |
|
Martin Lyager Nielsen
  |  | | Stemningen er formidabel, og uhyggen ulmer konstant under overfladen, således at man ikke føler sig sikker på noget tidspunkt. Det er glimrende håndværk, og instruktør Hideo Nakata (Chaos, 1999) har forstået at levere et rigtig godt gys, uden at forfalde til nemme, gennemtærskede chokeffekter eller overdrevne blodsudgydelser. | | Anders Pugé
|  | | Sydkorea lavede en genindspilning, Hollywood lavede en genindspilning, mens adskillige asiatiske gysere har efterlignet Ring i forskellig grad siden 1998. Næsten lige så "Fredag D. 13"-banaliteterne indtræder. Ring leverer et raffineret, psykologisk gys i dets pureste form, som ikke er nem at kopiere effektivt. I stil med A Tale Of Two Sisters (2003) er det en urovækkende billed- og lydside, der får én til at glemme alt om andre filmiske svagheder. | | Rune J. Keller
|  | | Billedsiden og især lydsiden byder på en altomsluttende, ondsindet stemning, der trækker hele filmen. Man er stort set utryg fra start til slut. Disse indtryk gør, at man godt kan overse, at historien og personerne halter, og at enkelte scener bryder stilen noget. Netop med lidt mere stilsikkerhed kunne filmen have fremstået som direkte fremragende. | | Lars Ahn Pedersen
|  | | Her er det så, at jeg må erkende, at jeg ikke falder nær så meget i svime over Ring, som andre tilsyneladende gør. Det er hævet over enhver tvivl, at den kom som et forfriskende pust i 1998, og at dens indflydelse har været markant. Uhyggen er bestemt til stede i indledningen og i slutningen, men andre gange går det lidt for meget stilstand i det hele. |
|
|
|
