natural city

Der er de helt store originale og visionære science-fiction-film som Blade Runner (1982). Film som definerer en genre, er år forud for sin tid, og sætter standarden i mange år. Så er der alle de andre, der gerne vil ligne. Det vil det koreanske science-fiction-action-drama Natural City, men den vil også gerne være en futuristisk romance.

Året er 2080. Et post-apokalyptisk, om end højteknologisk, metropolis er omdannet til et kybernetisk samfund. Kyborger med forbedrede menneskelige egenskaber og egen bevidsthed, skabes og kasseres på samlebånd. En politienhed er trænet særligt til at holde øje med dem. Kyborgernes primære chip i hjernen har nemlig en udløbsdato, men det er ikke dem alle, der vil acceptere dette. Der er intet lys for enden af tunnellen, kun en automatiseret losseplads med enorm arkitektonisk dybde. Her neutraliseres kyborger systematisk og barbarisk en masse. Velkommen til en mørk fremtid.

Politienheden indleder jagten på den desperate kyborg Cyper, der har haft en ukendt agenda i nogle år. Nu er dens primære chip i hjernen på vej til at udløbe. Nøglen til evig fornyelse er en menneskelig prostitueret pige, hvis bevidsthed er kompatibel med Cypers egen.

Midt i det hele er enhedens bedste betjent, R (Yoo Ji-tae), begyndt at slække på jobbet. Hans tanker og hjerte er et helt andet sted - hos kyborg-danserinden Ria (Rin Seo). Der er bare dét, at hendes primære chip udløber om tre dage. Skæbnen vil, at kilden til fornyelse er den samme som Cypers. R og Cyper kæmper igennem blod og knogler for at nå deres fælles mål.

Handlingen i Natural City er umiddelbart inspireret af Blade Runner. Det samme gælder i store træk filmens dysterhed skabt af regnfald, brugen af neonoplyste omgivelser, stemningsfyldte lyskilder og skygger. Filmens mere samfundsvisionære del kan lede tankerne hen på animéen Metropolis (2001). De velkoreograferede og slowmotion-slagkraftige, om end overbrugte, actionscener er stilfulde som i den koreanske 2009: Lost Memories (2002).

Filmens visuelle præcision kan føre til sprængte blodkar i øjnene. Man bombarderes med maleriske CGI-effekter i et dragende fremtidsmiljø. Filmen excellerer i flot scenografi. Men jeg vil have mere. Det sker ikke. Natural City glemmer en vigtig ting i farten. Troværdigt skuespil.

R spilles overfladisk af Yoo Ji-tae (Oldboy, 2003) med en usympatisk og selvisk udstråling. Det tror jeg et fåtal blandt publikum, vil bryde sig om. Derfor går det helt galt i filmens temposkift til de scener, som er filmens brændpunkt: forholdet mellem R og Ria. Trods det faktum, at sidstnævntes personlighed er baseret på kunstig intelligens, formår Rin Seo at tilføre kyborgen en menneskelig, kvindelig sårbarhed og uskyldighed. R er den eneste, hun tænker på. For han er det eneste menneske, der respekterer hendes natur. Men under overfladen fornemmer man, at han betragter Ria som en ting. En slave, han vil have for sig selv.

Dette samspil kunne have været filmens store styrke. På nippet til indlevelse, prellede deres kamp med følelserne alligevel af på undertegnede. R's kølige personlighed ville måske have været mere passende i en japansk anime. I en realfilm er den ikke funktionel. Det er derimod musikken af Lee Jae-jin, der gik lige ind under huden på mig, hvor skuespillet ikke gjorde. Til hans rørstrømske repriser, mellem R og Ria, får man et glimt af deres mere tryghedsnærende forhold. Det kan dog føles en smule søgt.

Havde den mere karismatiske politichef Noma (Yoon Chan) fået hovedrollen, tror jeg filmens emotionelle udtryk, ville have fungeret langt bedre. Ikke desto mindre er den betagende futuristiske overflade og fremsynede samfundsskildring uundgåeligt imponerende på en skræmmende jordnær måde.