oldboy

Den koreanske instruktør Park Chan-wook er ikke just kendt for at lave feel-good film. Hans Sympathy For Mr. Vengeance (2003) er en forløber for den manga-baserede Oldboy, selv om de to film ikke umiddelbart hænger sammen. Begge film er en del af en trilogi om hævn og de tragedier, der følger i kølvandet.

I Oldboy møder vi hovedpersonen Oh Dae-su (Choi Min-sik, skurken fra Shiri, 1998), en midaldrende mand med rod i privatlivet. En dag bliver han uforklarligt bortført og lukket inde i et mystisk fængsel, hvor cellerne er indrettet som små lejligheder. Efter 15 års indespærring lykkes det ham at slippe fri, og det eneste Dae-su ønsker nu, er at finde den person, der har holdt ham fanget i alle disse år og få en forklaring. Dae-su møder den unge Mido (Kang Hye-jeong, Three... Extremes, 2004), de forelsker sig i hinanden og begynder sammen jagten på Dae-sus ukendte fjende. Langsomt går det op for ham, at svarene ligger i fortiden, og at Mido måske er andet og mere end en ung pige, han tilfældigt møder.

Der er en stemning af undergang og ulykke i hele filmen, hvilket også understreges af farverne (sort, brun, rød) og lyssætningen. Filmen er utrolig flot og visuelt overrumplende sat sammen. Der bliver leget med lys, farver og vinkler, og også kameraføringen er med til at suge tilskueren ind i et univers, der ligner en almindelig hverdag, men alligevel er foruroligende anderledes. Historien udspiller sig nærmest i en slags parallelverden. Alle hændelser forekommer drømmeagtige, og der sker tit mystiske, næsten overnaturlige ting, men det betyder ikke, at personerne bliver uvedkommende eller ligegyldige. Den efterhånden mere og mere uhyggelige og tragiske historie folder sig ud, griber publikum om struben og slipper ikke sit tag. Skuespillerne spiller alle intenst og troværdigt, og man forstår og føler med dem. Ind imellem eksploderer det i brutale og blodige voldsscener, men de er aldrig unødvendige eller virker som kold spekulation. Også musikken er med til at bære historien frem. Sjældent har jeg hørt et så helstøbt lydspor med så god forståelse for filmens grundtone.

Måske hænger plottet ikke helt sammen, og filmen vil nok i nogens øjne virke utroværdig og overdrevet, men det er vigtigt at huske, at den ikke stræber efter at være en socialrealistisk fortælling. Park Chan-wook forsøger at udforske de mørkeste huller i menneskets sjæl, og filmen er proppet med symbolik og analogier, uden at den derfor virker søgt eller overanalyserende. Med sin dystre mareridtsstemning, skæve drømmelogik og blodige voldsscener er det bestemt ikke en film for alle, men hvis man er villig til at lade sig opsluge af universet, venter der én en voldsom og sanseberusende oplevelse.