eiga |
| |||||||||||||||||||||||||||||||
leave me alone(ah ma yau nan)
| ||||||||||||||||||||||||||||||||
» Se slideshow... |
»Would you stop calling me!?« »I... I had a car crash...« »What?«
Et trafikdrab har konsekvenser for mange andre end den dræbte. Det fortæller Pang-tvillingerne om i to relaterede film, der tager udgangspunkt i den samme ulykke. Det kan påvirke en tilskuers liv som i Oxide Pangs Ab-normal Beauty (2004), og det får afgørende betydning for den skyldige som i Danny Pangs Leave Me Alone.
Man og Kit er tvillinger. Den første er en ubekymret, homoseksuel modedesigner, der bor i Hongkong, mens den anden lever et farligt og halvkriminelt liv i Thailand. Da de mødes i Hongkong, ender Kit som den dræbende fører i ovennævnte ulykke, der samtidig giver ham selv en midlertidig lammelse i den nederste halvdel af kroppen. Derfor må Man rejse til Thailand og udgive sig for at være broderen. Sammen med dennes kæreste skal der skaffes en stor sum penge, for at afregne et lån hos triaderne. Leave Me Alone er en actionkomedie, der har skelet lige lovligt vel til en del andre tvillinge-forvekslingsfilm. Konceptet er at den ultrabløde bøsse tvinges til at give den som pistolslyngende actionhelt, mens den hårde negl er nødsaget til at behage den andens kæreste, der ikke må opdage identitetsbytningen. Det er et oplæg, der sikkert kunne være blevet til en jævnt underholdende film, men heller ikke meget mere. Så langt kommer Danny Pang dog ikke engang. Hvis man ikke gaber let over præmissen i Leave Me Alone, så gør man det formentligt, når man ser filmens actionsekvenser. Det meste handler om, at hovedpersonen fumler med en pistol, skurkene fyrer kugler af sted uden at ramme noget som helst, hvorefter de endnu mere utroværdigt nedlægges af filmens heltinde. Det er lige så uoriginalt, som det er uengagerende. Kun en hæderlig biljagt formår at skabe spænding. De humoristiske scener redder heller ikke Leave Me Alone. Problemet er primært, at de enkelte vittigheder oftest kun består af selve fisk-ude-af-vand-situationen. Godtroende Man forstår intet, da han beordres til at flygte, og taber pistolen, da han skal gribe den, mens Kit forsøger at undgå rengøring af sine nedre regioner af broderens kæreste. Der køres på de homoseksuelle klichéer, men aldrig så langt at det bliver rigtig sjovt eller frastødende. Som helhed er Leave Me Alone en af den slags film, man synes at have set tidligere og bedre. Der er ingen dybde, opfindsomhed eller mindeværdige momenter. Det eneste akkurat bemærkelsesværdige er, at Ekin Cheng (The Twins Effect, 2003) i den dobbelte hovedrolle virker som to forskellige personer. Den sans for flotte billeder, der ses i andre Pang-film, er heller ikke rigtigt til stede. Eneste undtagelse er den ene kameraoptagelse, der deles med Ab-normal Beauty. Sammenhængen med Oxide Pangs film virker i øvrigt noget påklistret. Trafikdrabet fører ikke til nogen skrubler eller samvittighedskvaler for synderen, og har egentligt ingen betydning, hvilket underminerer sammenhængen mellem de to instruktørers film. Vurderet ud fra Leave Me Alone bør Danny Pang således genoptage samarbejdet med sin bror, der virker til at være den historiemæssigt originale og visuelt geniale af de to. gæsteskribent rune j. keller, 25. maj 2005
|
|
billeder / pictures © copyright universe 2005
© copyright eiga 2004-2014 : alle rettigheder forbeholdes |