ab-normal beauty

Efter at have samarbejdet om den succesfulde gyser The Eye (2002) og efterfølgeren, kastede Pang-brødrene sig over et mere specielt projekt. De har instrueret hver sin film, der begge tager udgangspunkt i et trafikuheld med dødelig udgang. Leave Me Alone (2004) af Danny Pang fortæller om konsekvensen for føreren af en dræbende bil, mens Ab-normal Beauty af Oxide Pang handler om konsekvensen for en tilskuer.

Teenagepigerne Jin og Jas er meget nære veninder. De er sammen hele tiden, og hvis den ene gør noget, gør den anden det også. En af deres store hobbyer er fotografering, hvor især Jin viser sit talent med smukke billeder af smukke ting. Men da Jin bliver vidne til en trafikulykke, kan hun ikke lade være med at tage et billede af en omkommen kvinde. Det udvikler sig hurtigt til en besættelse, hvor Jin opsøger mere og mere morbide motiver. Jas frygter for venindens forstand, og forsøger at omvende hende.

Som det også var tilfældet med Pang-brødrenes The Eye, lider Ab-normal Beauty under, at den nærmest er opdelt i to forskellige historier. Den første del er et 45 minutter langt drama, med undertoner af psykologisk gys, om Jins forvandling fra mønsterelev til forvirret identitetskrise - selvfølgelig kombineret med traumatiske barndomsminder og selvmordstanker. Det er en spændende historie, der dog aldrig formår at virke helt troværdig. Dette skyldes blandt andet skuespillet, hvor de to hovedroller indtages af søstrene bag popgruppen R2. Uden at være dårlige virker figurernes kompleksitet som en for stor mundfuld.

Den sidste halve time af Ab-normal Beauty udvikler sig mere til en traditionel gyser. Der introduceres en anonym morder, der har ført interessen for billeder af død og lemlæstelse ud i virkeligheden, ved at lave snuff-film - og Jin og Jas er mulige medvirkende i psykopatens næste produktion. En del af scenerne mod filmens slutning er ubehagelige at være vidne til, men en rigtig uhygge opbygges der sjældent. Dertil mangler der spænding.

Den tvedelte fortælling gør filmen overraskende, men også noget fjollet og virkningsløs. Det er svært at tage nogen af delene alvorligt, da de ikke føres igennem. Pointen må være at drage en parallel mellem hovedpersonens mere end uskyldige interesse for død og lidelse til morderens udførsel af samme. Måske prøver Ab-normal Beauty at sige, at det ene fører til det andet, og at der ikke er en klar grænse for, hvornår noget er sygeligt. Det er en interessant tanke, hvis det føres et niveau videre til seeren af filmen. Er fascinationen af gyserfilm så blot et endnu tidligere stadie af samme udvikling? Desværre får filmen ikke ret meget ud af dette koncept, fordi den er alt for dårlig til at koble tingene sammen. Men man kan vel også sige, at moralen - det er sundere at interessere sig for blomster end blod - i forvejen er problematisk i relation til filmens publikum.

Ab-normal Beauty er gennemgående en virkelig flot film, og i flere tilfælde demonstrerer instruktøren sit talent. Hvad der primært mangler, er at de enkelte, geniale idéer og imponerende optagelser kombineres til en helstøbt film. For eksempel er underlægningsmusikken en synder i den sammenhæng, da den er alt for overgearet i forhold til handlingen. Filmen fungerer i perioder, men for det meste må man nøjes med at tænke sig til, hvor god helheden kunne have været, hvis historien var konsekvent. Det virker stadig som om, at Pang-brødrene ikke rigtigt ved, hvad de vil.