bullet ballet

Den japanske instruktør og skuespiller Shinya Tsukamoto var det første led i den asiatiske nybølge af film, flere år før Vesten åbnede øjnene op for instruktører som Hideo Nakata (Ring, 1998) og Takashi Shimizu (Ju-On: The Grudge, 2003). I 1988 oplevede japansk film en regulær genfødsel i form af Tsukamotos sort/hvide sci-fi-spillefilmdebut Tetsuo - produktet af en forkærlighed for fantasifulde individer som David Cronenberg (Scanners, 1981) og Sogo Ishii (Gojoe, 2000). Flere år senere sættes Tsukamoto stadig ofte i samme bås, på trods af at flere af hans efterfølgende film, heriblandt Tokyo Fist (1995), har bevæget sig langt væk fra sci-fi-rødderne i Tetsuo.

Bullet Ballet er mest af alt inspireret af et virkeligt samfundsproblem i Japan omkring undertrykkelse af følelser, forskyldt af homogene arbejdsmiljøer og lange arbejdstider. Filmen har fokus på både forekommende og mulige følger, nogle af dem observeret af Tsukamoto selv i den japanske ungdom. Hele projektet har taget ti år at udtænke og to år at producere. Temaet har dog ikke ændret sig meget fra hans varemærke: depressive mennesker i storby.

Instruktøren spiller selv filmens hovedperson Goda, en ærkejapansk forretningsmand der arbejder fra morgen til sen aften. En dag på vej hjem fra arbejde, nynner hans kæreste en glad melodi i mobilen, uden at Goda aner uråd om hendes nærtforestående selvmord. Uforstående overfor tragedien indleder han nu en psykotisk jagt på en pistol af samme mærke, kæresten begik selvmord med, og for at finde et svar på, hvorfor det kom så vidt. På sin færd møder Goda en selvdestruktiv ungdomsbande, som higer efter emotionel virkelighedsflugt. Et kvindeligt medlem er specielt frygtløs og selvdestruktiv. Hun leger desuden lidt kispus med Goda, som hun deler et mystisk bånd med, da begge har hinandens bidemærke på den ene hånd. Først da banden ved et tilfælde får fingre i pistolen fra Goda til egne formål - med yakuzaen i hælene - får han selv andet at tænke på end sit eget mål med våbnet.

At følge Godas intense jagt på pistolen igennem skumle sidegader, kan lyde ensformigt. Det er det langtfra. Det uventede lurer bag hvert gadehjørne, som da Goda har besvær med at finde den rigtige pistol, og i stedet søger hjælp i et chatroom på nettet. Her står Ringo Kid, John Wayne og A Better Tomorrow til tjeneste med gode råd om, hvordan man importerer en pistol igennem tolden, eller bare bygger sin helt egen. Men handlingens tilfældighed er også en slags modhage, der bevirker en kaotisk struktur. Det vækker en følelse af mangel på ordentlig afdækning af enkelte plotudfald. Til gengæld munder filmens beskidte, sort/hvide billeder ud i en dokumentarisk, dramatisk håndholdt kameraoplevelse, der samtidig føles professionelt kontrollabel og filmisk.

Med det helt igennem rent grumsede sort/hvide billede kan man uforstyrret af farvemarmelade i forgrund og baggrund gribes af det - af og til forvirrende - samlede billede, hvilket gør aktiviteten mere koncentreret. Det får de 87 minutter til at føles som langt mere, men aldrig på en kedelig måde. Man venter hele tiden på det næste sus, ligesom de unge bandemedlemmer i filmen. Det største af slagsen kommer ”som en mand ser rødt”, da et bandemedlem i panikangst træder en garvet yakuzamands søn over tæerne.

Der er en belejlig humor i Bullet Ballet, som bryder med filmens depressive, mareridtsagtige fremtoning. På visse tidspunkter sidder man med et smil på læben, der kommer så uventet, at komikken får en ekstra dimension midt i al elendigheden. Andre gange virker den lidt mere tragisk og morbid. Det slutter også legen, som her bliver til alvor og rammer som forsinket jetstrøm. Humoren forsvinder og tilbage står en ekspressivt underholdende – omend ikke altid let anskuelig – film af typen, som kun er mulig, når en instruktør får frie, eksperimenterende hænder. Det gør Shinya Tsukamoto heldigvis af og til mellem bestillingsarbejde og skuespillerjobs.