forbandelsen: the grudge

Det er set før, at en instruktør har genindspillet sin egen film, men japanske Takashi Shimizu må alligevel siges at være et særtilfælde. Ikke alene står han bag The Grudge (2004), den amerikanske version af herværende anmeldte film. Forbandelsen: The Grudge er selv en genindspilning af en anden film med næsten samme titel, som også er instrueret af ham. Forvirret?

Forklaringen er, at Takashi Shimizu i 2000 lavede den første Ju-On, der blev udgivet direkte på video. Kort efter kom Ju-On 2, som ligeledes var en ren videoudgivelse. De to film blev så tilstrækkelig store succeser, at han fik pengene til at indspille en biografudgave af Ju-On. Den havde premiere i 2003 og blev også hurtigt efterfulgt af en to'er. Biografudgaven, Ju-On: The Grudge, tiltrak sig opmærksomhed fra udlandet, hvor blandt andre manden bag Evil Dead- og Spider-Man-filmene, Sam Raimi, erklærede sig som stor fan af serien. Faktisk så stor, at han endte med at blive producent på den amerikanske genindspilning. Så da Sam Raimi skulle finde en instruktør til The Grudge, vendte han blikket mod Shimizu. Han havde ligesom prøvet det før...

På overfladen er Forbandelsen: The Grudge en traditionel spøgelseshistorie om et hjemsøgt hus med en tragisk fortid. I et anfald af jalousi dræber en mand sin hustru og sin lille søn, hvorefter han begår selvmord. Den hændelse lægger sig som en forbandelse over huset og får fatale følger for alle, som siden kommer i forbindelse med det.

Hvis forhistorien i Forbandelsen: The Grudge lyder som noget, man har set før, så er der til gengæld intet traditionelt over måden, resten fortælles på. Takashi Shimizus film er nemlig inddelt i kapitler, hvor man introduceres for en eller flere personer og følger dem et stykke tid, indtil de bliver ofre for forbandelsen. Det minder mest af alt om en makaber form for filmisk legen-tag-fat, der betyder at man konstant sidder og gruer for, hvornår det ender galt for de enkelte personer. Men det har også den konsekvens, at man aldrig lærer personerne særlig godt at kende.

Et andet særkende ved Forbandelsen: The Grudge er, at det meste af filmen foregår i dagslys eller i fuldt oplyste lokaler. Det går stik imod den gængse regel inden for gyserfilm om, at man skal gemme sine uhyrer i mørket. Om det fungerer, er en smagssag - enkelte sekvenser er endog meget effektive, mens lyset i andre tilfælde dræber stemningen. Denne omvendte tilgang til tingene gør sig også gældende i fortællingens struktur, hvor Takashi Shimizu springer frem og tilbage mellem tid og sted. For eksempel slutter Ju-On: The Grudge med at følge en person, der, ligesom de fleste andre, ender med at lide en krank skæbne i det hjemsøgte hus. Men det ved seeren allerede i forvejen, for det er blevet nævnt i det forrige afsnit, som foregår et par år efter resten af handlingen.

Det er ved mødet med den amerikanske genindspilning, at det for alvor går op for én, hvor stor en rolle Ju-On-filmenes ukonventionelle opbygning betyder for seriens popularitet. De anderledes aspekter fremstår endnu tydeligere, når det er med vestlige skuespillere i rollerne, men ironisk nok er det også med til at forstærke svaghederne i konceptet. Takashi Shimizu er ikke ueffen, når det handler om at lade uhyggen komme krybende, men han forfalder tit til letkøbte choksekvenser, hvilket er endnu mere udtalt i den amerikanske genindspilning.

En stor svaghed ved Forbandelsen: The Grudge er desuden, at den egentlig ikke har nogen slutning. Man sidder mere tilbage med en fornemmelse af, at filmen slutter, fordi den skal, frem for at der er en fortællemæssig pointe med det. I princippet kunne Ju-On fortsætte i en uendelighed med en konstant tilføjelse af nye potentielle ofre - det vil ikke engang hjælpe at rive huset ned, for forbandelsen følger med overalt. Ligesom Ju-On-serien tilsyneladende gør det med Takashi Shimizu.