helene i korea

I sommeren 2005 var Eigas utrættelige skribent Helene Hindberg i sit fødeland, Korea, sammen med sin mand, Michael. En tur der endte hos et par venners bryllup i landsbyen Goseong, men begyndte i storbyen Seoul. Her følger Helenes rejsedagbog fra en spændende og begivenhedsrig tur til Korea.

Dag 1: Namsan

Sikke en hård dag i dag. Jeg er stadig lidt groggy af jetlag, så det er ret trættende at vade rundt hele dagen. Først spiste vi et godt morgenmåltid på hotellet, og så gik vi ud. Der ligger en park lige i nærheden, der hedder Namsan (san betyder bjerg), og den ville vi kigge lidt på. Oppe på toppen ligger Seoul Tower, og vi havde egentlig tænkt os at gå derop og se på udsigten, men det var så stejlt, at vi opgav, inden vi nåede helt op (det var temmelig varmt allerede så tidligt på dagen). Til gengæld var det en dejlig park med grønne træer og en fredfyldt stemning.

På den anden side af bjerget ligger Itaewon, der er en lang indkøbsgade. Her er fuldt af boder og små butikker, og de kan som regel bedre engelsk end i resten af Seoul, fordi den amerikanske base ligger lige i nærheden. Så gik vi lidt rundt der, men endte med at tage undergrundsbanen til et andet marked, der hedder Dongdaemun (nordporten). Her var også rigtig gang i den med masser af teenagere på shoppingtur.

På et tidspunkt satte vi os ind på en bar for at få en øl. Bartenderen viste os hen til bordet, men så i øvrigt ikke ud til at ville betjene os. Så sad vi der og blomstrede i et stykke tid uden at vide, hvad vi skulle gøre. Et af bordene ved vinduet blev frit, så der rykkede vi hen, og bartenderen kom og tørrede bordet af, men reagerede ikke på mit forsøg på at bestille. Hmm, meget mystisk. Så lagde jeg mærke til en underlig knap på bordet. Der stod et eller andet på koreansk, men der stod også Happy Call på engelsk... Sært! Til sidst trykkede Michael på den, tjeneren kom fluks, og vi fik bestilt. Man skulle åbenbart trykke, ellers kom der ingen betjening. Fjollet!

Dag 2: Kongepaladset

I dag har vi været meget kulturelle. Vi var henne og se kongepaladset plus tilbygninger. Det er et imponerende kompleks og kæmpestort. Det meste er blevet genopført, fordi så meget af det blev ødelagt først af japanerne og siden under Koreakrigen. Rekonstruktionerne ventes først at blive helt færdige i 2020, og når alt er bygget færdigt, vil det "rival the forbidden city in Beijing", som vores guidebog skriver. Når man har set, hvor meget de allerede har fået lavet, tror man det gerne.

Michael er populær hos teenagepigerne. Konstant bliver der råbt "Hello" efter ham efterfulgt af fnis. Jeg har foreslået ham at løbe efter dem med en kølle, mens han råber et eller andet uforståeligt, men af en eller anden grund er han ikke helt lun på ideen...

For første gang siden vi kom hertil, har vi spist bulgogi (den koreanske nationalret, der består af marineret kød, som bliver stegt ved bordet). I en lillebitte restaurant hvor mormor lavede maden og resten af familien serverede. Der var rigtig sjovt og hyggeligt, og vi kommer sikkert igen.

Koreanere elsker liv og larm i gaderne (nogle gange er det som at befinde sig midt i seks forskellige diskoteker på én gang), og der er det vildeste mylder af mennesker døgnet rundt. Her er ikke lige så mange fantasifulde bygninger som i Shanghai, men der er meget mere gadeliv og kaos, og det elsker jeg.

Dag 3: Action, drama, romantik

I dag var vi først ude og se en lille, traditionel landsby her midt i Seoul. Den ligger ikke så langt fra hotellet. Den består af en del gamle huse, der er blevet flyttet fra deres oprindelige områder til dette lille frilandsmuseum. Mens vi var der, var der en sindssyg invasion af skolebørn i alle aldre. Michael var igen meget populær, og der blev hele tiden råbt "hej" til ham. Der var også nogle teenagepiger, der gerne ville tage et billede af os sammen med dem. Det måtte de naturligvis gerne.

Vejret har været perfekt i dag, solskin og varmt, så efter landsbyen tog vi ud til et tempelområde, der ligger op ad en bjergskråning i den nordlige del af Seoul. Turen derop var meget, meget stejl, så vi har virkelig fået motion i dag, men det var alle anstrengelserne værd. Der bor folk i husene, selvom nogle af bygningerne er fra 1300-tallet, og i templerne bliver der stadig holdt shamanistiske ceremonier. Faktisk var der en i gang, da vi kom. Der var utrolig smukt med grønne træer, en lille bjergbæk og store klippeformationer. Flere ældre mennesker kæmpede sig vej derop for at bede ved de forskellige altre og ofre til guderne.

Vel nede igen shoppede vi lidt dvd'er. I den ene butik vi var inde i, forsøgte ekspedienten at prakke mig en eller anden romantisk komedie på. Jeg forsøgte at forklare ham, at jeg var mest til action og horror, men det fattede han bare ikke. Han blev ved med at sige: "Se, den er meget populær nu, det er en meget flot skuespiller, der er med. Jeg er sikker på, han er lige din type!" Da jeg fortsat stillede mig skeptisk an, rullede han med øjnene og så ud, som om jeg bare var et total håbløst tilfælde. Det var også sjovt som den film, han blev ved med at hive frem, efterhånden udviklede sig til at indeholde action, drama, romantik og alt mulig andet. Til sidst opgav han mig. Jeg var simpelthen for underlig.

Så var vi på Namdaemun-markedet, der er et rigtigt gademarked med en utallige boder med alskens skrammel. Her spiste vi en dejlig kartoffelpandekage ved en bod og så på gaver, men det var umuligt at beslutte sig for noget, når der var så meget at vælge imellem.

Dag 4: Isenkram

I dag var vi i Asiens største elektronikcenter. Eller snarere område. Det består nemlig af cirka 12 bygninger, der alle er fyldt til randen med uendelige mængder højteknologisk isenkram. Der var alt lige fra dvd'er til riskogere, men det der suverænt var mest af, var computere og computertilbehør i alle afskygninger. Der brugte vi så et par timer.

Om aftenen gik vi på Club Ozzy. Michael troede, det måske ville være sådan lidt heavyagtigt, men det var snarere et hiphopsted. De var enormt søde dernede. Da vi kom, sad der en sort hiphopper sammen med sin koreanske kæreste. Her er ellers ikke mange hvide, sorte eller andre etniciteter. Bartenderen var super frisk, venlig og havde god tøjstil (stram lårkort nederdel og høje støvler), men desværre var hun ikke så god til engelsk. Til gengæld lærte hun os at sige skål på koreansk: "Kambae!".

Dag 5: Lotte World

I går var det Buddhas fødselsdag, så vi tog hen til et stort tempel for at se, om der skulle være nogle munke, der lavede kung fu... Det var der ikke. Til gengæld var der vanvittigt mange mennesker og rækker af papirlygter formet som lotusblomster. Meningen er, at man køber eller selv laver sådan en lampe og så hænger en bøn ved den. Det så utrolig flot ud. Vi fik ikke set særlig meget af selve templet, fordi der var så proppet med mennesker, men det var skægt at opleve.

Templet ligger lige i nærheden af et kæmpestort kompleks, der går under navnet COEX. Det indeholder et indkøbscenter og et konferencecenter med tilhørende faciliteter. Lige ved siden af ligger Koreas World Trade Center og ASEM Tower. Alle bygningerne er store, imponerende og blærerøvsagtige. Efter tempelbesøget gik vi ind i indkøbscenteret, men det skulle vi måske aldrig have gjort. Her fandt jeg nemlig en butik, der solgte tonsvis af Miyazaki-merchandise - især Totoro-ting. Det var skrækkeligt. Jeg nøjedes dog med at købe en notesbog og et mobiltelefonvedhæng... Men der var både figurer, service, billeder, babyudstyr, pyjamas, etcetera. Nu troede jeg jo ikke, det kunne blive værre, men for at det ikke skal være løgn, lå der en Sanrio-butik lige overfor. Her var der selvfølgelig Kitty-ting overalt. Jeg fik mig en paraply, en taske og et totalt smagløst og nuttet armbånd med falske diamanter og et yndigt lille Kitty-hovede. Uha. Efter den oplevelse måtte vi hellere se at komme ud derfra...

Fra asken til ilden. Det endte med, at vi tog til Lotte World. Lotte er en af de største virksomheder i Korea, og de laver alt lige fra slik til biler. De har også flere store indkøbscentre i Seoul, og Lotte World ligger i forbindelse med Lotte Hotel og et af deres varehuse. Kort fortalt er Lotte World en forlystelsespark, men det dækker slet ikke oplevelsen af det. Stedet er delt op i Lotte Adventure og Magic Island, som ligger ude i en sø. Det er et af de mest sindssyge steder, jeg nogensinde har været. Indbegrebet af dårlig smag, simili og almindelig galskab. Adventure ligger indendørs og er et stort kaos af plasticpalmer, mekaniske aber, hæslige "europæiske" huse, ægyptiske pyramider og nuttethed. Forlystelserne inkluderede blandt andet et hjul, der loopede uafbrudt og en ballongyngebane, der kørte rundt oppe under loftet. Desuden en monorail, der også kørte udenfor og rundt om Magic Island. Disneyland og Tivoli på speed og syre.

På et tidspunkt kom der en ridder i fuld rustning glidende på røven forbi os... Da jeg kiggede efter ham, kunne jeg se, at han havde små hjul monteret hele vejen ned på ryggen fra skuldrene til hælene... Der kom også et underligt orkester i de særeste kostumer frem på Magic Island og begyndte at spille "Viva Espana" på trompeter... Så var der en klovn og en kæmpe scene, hvor der både blev vist tango, mavedans og sunget til playback... Og alle havde enten lyserøde vinger på (som kunne købes ved boder rundt omkring) eller sjove ører eller gik rundt med nogle gule stave med noget, der lignede plastichundelorte på toppen... Og så var der en Steff-Houlberg-pølsebod.

Underlige mennesker vi har set: Lige ved siden af hotellet står der en mand hver dag, der reklamerer for et eller andet. Han er iført en stor papnæse med en rød bold for enden, smoking og høj hat. I samme område løber der tit en klovn rundt med kæmpe sko og harlekinkostume. På et af markederne så vi en mand i blomstret kjole a la farmor og bh indenunder. Han stod og råbte i en megafon og solgte både kjoler og bh'er, så det er klart, at han måtte have det på selv for at vise, hvor gode varerne var... Foran et stormagasin stod der en lille mand med falsk næse, briller og overskæg, stor cowboyhat og et sært Elvisagtigt kostume... Korea er tosset på den gode måde.

Dag 6: På restaurant med Jackie Chan

I dag var vi på vej hen til et andet tempel, men på vejen faldt vi over en lille butik, der lå oppe på 1. sal. Her i Seoul ligger tingene ikke bare på gadeplan men op i flere etager, så man skal lige være opmærksom og holde øje med skilte, vinduer og så videre for ikke at gå glip af spændende ting. Den lille butik var helt utrolig. Fuld af gammelt legetøj og fede gamle plakater fra 20'erne, 30'erne og op til 70'erne. Der var tonsvis af figurer, men jeg har jo lovet mig selv ikke at købe alt for meget... Uanset hvad var det en virkelig sej butik.

Så satte vi os hen i Tapgol Park, der var skueplads for uafhængighedsoprør i 1919 og 30'erne. Mens vi sad og slappede af i solen, kom der en gammel mand hen og begyndte at snakke med os. Han havde været med til nogle af demonstrationerne mod japanerne i 1930, var blevet fanget og tvunget i japansk militærtjeneste på Hokkaido. Han havde en masse udklip og bøger om perioden, og han viste os alle sine ting. Desværre var han ikke særlig god til engelsk, så det var svært at forstå alt hvad han sagde, men det var enormt spændende og helt utrolig sødt af ham at fortælle os så meget.
|
I kvarteret Insadong satte vi os for at drikke te i et dejligt lille tehus, der lå i en gammel traditionel bygning. Jeg fik en lækker kold te af nogle røde bær, der hedder omija. Efter parken gik vi hen og kiggede på det tempel, vi hele tiden havde været på vej hen til. Det var ved at blive renoveret, så der var store dele af det, man ikke kunne se ordentligt. Bagefter gik vi lidt omkring i Insadong, der er fuld af tebutikker og kunsthandlere. Her købte vi et rigtig fint lille tesæt plus flere forskellige slags te.

Om aftenen spiste vi på Jackie's Kitchen. En restaurant der er lavet som hyldest til Jackie Chan. Der er to af dem her i Seoul, og i den ene af dem er der store fotostater af Jackie over det hele plus nogle virkelig grimme relieffer på væggen (der også forestiller ham). Bag på menukortene er hans autograf og på reklamerne for stedet står han i kampstilling. Storslået.

Jeg har opdaget nogle virkelig lækre snacks. De bliver kaldt "trekantsushi" og er som navnet lyder trekantede risboller rullet ind i tang med forskelligt fyld. De smager helt vildt godt og koster kun fire kroner. Dem kunne jeg godt blive afhængig af...

Dag 7: Østens Reneste By

I dag var en ret stille dag. Først tog vi hen i Insadong igen (kvarteret med kunst- og tebutikker). I boghandlen Seoul Selection kiggede vi på bøger og købte to om Korea plus lydsporet til Resurrection Of The Little Match Girl. I Insadong ledte vi efter nogle sjove tehuse og fandt et, der hedder ”Moonbird thinks only of the Moon”. Det var et virkelig spøjst sted fuld af alt muligt skrammel. Udenfor stod der bure med små fugle i og indendørs havde de rislende vand i kummer. Her fik vi en meget speciel men lækker ingefærte, der nærmest smagte af lakrids.

Bagefter tog vi ud til 63 Building, der ligger på Yeouido - en lille ø i Han-floden. Her skete der nu ikke rigtig noget, så vi tog tilbage til hotellet og tjekkede en butik, der har "characters" – det vil sige figurer fra film og spil. Kors, hvor havde de meget. Det var helt vildt.

Resten af dagen blev brugt på hotelværelset med at læse i vores bøger og slappe af. Jeg har aldrig været i en by med så mange og så pæne toiletter. Det er ligegyldigt, hvor du er. Der er altid et wc i nærheden, der er rent, har toiletpapir og ikke stinker. Fantastisk. Man får bukket en hel del i løbet af sådan en dag. Jeg har snart helt ondt i ryggen.

Dag 8: Krig og shopping

I dag var det gråt og blæsende, så vi besluttede os for lidt indendørsaktiviteter og tog på War Memorial-museet. Uha, det var en strid omgang. Man blev helt rørt og undrede sig over, at koreanerne har kunnet holde til alt det, de har været igennem op gennem historien. Noget der brød den lidt knugende stemning var de horder af skolebørn, der væltede rundt over det hele.

Museet var virkelig godt og spændende indrettet. Udstillingerne var en blanding af udstillede genstande og videoer, som man kunne sidde og se (desværre var de fleste kun på koreansk), flotte og detaljerede dioramaer og realistiske scenerier, der skildrede forskellige vigtige begivenheder. Et af rummene var indrettet som et helt slumkvarter, som de så ud lige efter Korea-krigen. Der kunne de danske museer virkelig lære noget. Det var også kæmpestort, og til sidst var man fyldt til randen med krigsbilleder, krigsmateriel og krigslyde. Så daskede vi lidt rundt i undergrundsmarkeder, var et smut i Lotte Department Store og regnede så med at tage i biografen, men jeg følte mig lidt sløj og måtte tilbage til hotellet.

Dag 9: Blodig Regn over Lotte

Shopping i dag. Først var vi i en fin lille park, der var fuld af børn i børnehavealderen. Hvor var de bare søde - og sjove. Der sad vi så i lang tid i solen og så på dem. Efter et stykke tid måtte vi videre og tog ud på Dongdaemun-markedet. Der er adskillige små gader proppet til randen med sko. Aldrig har jeg set så mange sko på ét sted! Alligevel lykkedes det ikke Michael at finde nogle, han kunne lide. Jo - de viste sig at være damesko. Han købte dem nu ikke... Øv!

Så gik vi ind i et af de utallige kæmpe varehuse, de har her. Dette her hed noget så mystisk som Hello A/pm. Der vadede vi rundt og kiggede på tøj til Michael. Sælgerne var enormt ivrige og ville virkelig gerne have os til at købe hos lige netop dem, men vi røg ikke på den. Michael købte kun en trøje. De unge koreanere er totalt tjekkede og seje. Faktisk er jeg gået i gang med min egen lille fotoreportage, og har nu fotograferet flere teenagere.

Her til aften var vi inde at se Blood Rain (2005). Den virkede god, selvom det er ret svært at bedømme, når man intet fatter af, hvad de siger. Og den var temmelig brutal og blodig replique montre - selv jeg syntes, at det var grumt. Vi så den i Lotte Cinema (man skulle tro, Lotte ejede Korea - alle varer synes at være produceret af Lotte). Det var en rigtig luksusbiograf, og man sad fortræffeligt. Desuden var der fine piccolo'er til både at bukke, når man gik ind og ud.

Dag 10: ”Denmark no. 1 country in the world!”

I dag var det igen dejligt vejr. Højt solskin og varmt med en dejlig frisk brise ind imellem. Om formiddagen var vi i en park, der ligger i forbindelse med en helligdom. Der var rigtig skønt. Koreanerne er gode til det med parker. Der er faktisk rigtig mange i Seoul. Her vandrede vi rundt i lang tid og nød vejret. På et tidspunkt kom der en mand og en kvinde hen til os og spurgte Michael, om han gad at ringe til USA for dem på en mobiltelefon, manden havde med. Vi blev noget overraskede, men var egentlig ved at sige okay, men så forstod jeg, at de troede vi var amerikanere. Det måtte vi jo så sige til dem, at vi ikke var, og så undskyldte de mange, mange gange. Jeg tror, manden skulle tale med en i USA, men ikke var særlig god til engelsk og derfor gerne ville have en amerikaner til at ringe for sig. Skægt, man skal bare sidde lidt stille her i Seoul, så sker der de sjoveste ting...

Om aftenen besluttede vi os til at tage i Itaewon, som er en indkøbsgade tæt på den amerikanske base. Det første sted vi var inde (Nashville), sad vi ved siden af et koreansk selskab, der var i ret godt humør (se: skidefulde og på rulleskøjter). En af mændene kom hele tiden hen og skålede og sagde: ”Happy new year!” Det var ret underholdende. På et tidspunkt skiftede det til: ”Merry christmas!” Så begyndte han at snakke med os og ville vide, hvor vi kom fra. Da han fandt ud af, at vi var fra Danmark, fortalte han, at han havde været i København engang og ”Denmark no. 1 country in the world!” Han informerede også Michael om, at mænd med lidt hår havde god stamina i sengen, mænd med hår i panden var alt for udholdende og mænd uden hår i nakken var alt for svage. Det blev han så ved med at komme og fortælle os mange, mange gange efter hinanden, og jeg tror, han grinede lige så meget som vi gjorde. Til sidst var vi ved at få krampe af grin, fordi han havde gentaget det så mange gange, og fordi han også selv grinede mere og mere for hver gang.

Efter denne (tossede) oplevelse tog vi på en bar, der hedder Gecko's. Den var kæmpestor og fuld af amerikanere - især soldater fra basen. På det bord vi sad ved, lå der en pung, men ejermanden var ikke til at se. Han kom lidt efter og aldrig har jeg set nogen blive så glad. Han kyssede sin pung og blev ved med at takke os for at have fundet den og for ikke at have taget hans penge. Det viste sig, at han var amerikansk soldat og i øvrigt meget, meget fuld. Han købte et gigantisk stort krus øl (cirka ti liter) til os, men så glemte han alt om os og kastede sig over nogle andre. Der var nu ikke særlig rart derinde. Der var som sagt flest vesterlændinge, og de koreanske piger, der var, blev nærmest behandlet som prostituerede. Jeg kunne også mærke, at det var sådan folk opfattede Michael og mig, og det var mildest talt ubehageligt. Jeg er ikke vant til at blive set ned på og set som et objekt, som man ikke behøver at tage sig af.

Dag 11: Fjollede teenagere

I dag var vi igen kulturelle og tog hen for at kigge på endnu et palads. Der var mange bygninger, blandt andet et spøjst vesterlandsk hus, der var bygget i begyndelsen af 1900-tallet til den afsatte konge (japanerne havde jo invaderet landet og afsat kongen). Bagefter stod vi og kiggede på fjollede teenagere i lang tid. Der var nemlig et stort springvand foran Seouls rådhus, et af den slags, der springer helt tilfældigt med mange stråler. Her stod der en masse skoleelever og hvinede, smed vand på hinanden og løb gennem vandstrålerne. Det var rigtig sjovt at kigge på. Så var vi lige inde på Lotte Hotel - bare for at se, hvordan der så ud. Det er stort! Og igen, bukkende mennesker over det hele.

Dag 12: Nostalgi og Taekwondo

I dag shoppede vi gaver. Det var noget, jeg havde frygtet lidt, for jeg forestillede mig, at det måske ville komme til at tage en evighed, men det gik ret nemt. Vi har næsten fået købt alt, der mangler bare lige et par ting. Kufferten er nu proppet til randen, og vi må se i øjnene, at det er nødvendigt med en ekstra taske. Det burde så også være nok. En hel kuffert mere behøves ikke.

Vi var også på Kukkiwon (hovedkvarter for World Taekwondo Federation) og så deres lille Taekwondo-museum. Det var helt nostalgisk at finde billeder af mine gamle trænere Josef Salim og Tonny Sørensen fra de gyldne dage, da Danmark var en prominent Taekwondo-nation.

Nu er der ikke megen tid tilbage herovre. Trist. Jeg kunne godt lige bruge en måned mere. Eller et par år. Men det bliver også dejligt at komme hjem igen.

Dag 13: Totoro og Jackie Chan

I dag havde jeg det ikke så godt. Følte mig lidt febril og slatten, så efter at have været i COEX (igen!) og kigge på Totoro-ting, måtte jeg gå lige på hovedet i seng. I COEX fik vi også spist på den anden af de to Jackie Chan-restauranter. Det var den med de mindre kønne relieffer af ham på væggene. Der hang også et stort banner med hans autograf ved siden af reliefferne. Og i vinduet stod der en helt vildt fed figur af ham fra Drunken Master II (1994). Jeg var lige ved at hugge den eller spørge, hvor meget de skulle have for den.

Dag 14: Flere gaver

I dag stod den på gaveindkøb, jagt på en bestemt slags koreansk musik, som Michael er fast besluttet på at finde nogle cd'ere med (selvom koreanerne vist synes, det er håbløst gammeldags) og så ind og se Antarctic Journal (2005). I morgen regner vi med at tage hen og kigge på en bar, hvor man skal være udklædt for at komme ind. Man kan så vælge kostumer, som baren stiller til rådighed... Det lyder virkelig bizart. Inden turen går sydpå, tager vi ind og ser live bands på en klub, der hedder Drug. Deres bands skulle spille punk og ska.

Det endte så med, at jeg købte et par sandaler, en pung, et par Kitty-øreringe og et Kitty-armbånd til mig selv, men sådan går det jo tit, når man ser på gaver til andre. Men nu skal jeg altså heller ikke have mere.

På vej rundt i byen så vi paladsgarden (det svarer vel til livgarden derhjemme - de koreanske er bare i traditionelle kostumer) komme gående og skifte på pladsen foran rådhuset. Samtidig var der en eller anden demonstration, så det var en mystisk blanding af gammel koreansk hofmusik og protestsange! Koreanerne har længe været kendt for at være nogle hårde hunde, når det kommer til demonstrationer. Arbejdere og studenter finder sig bare ikke i noget herovre. Og det er jo kun godt. Det er en sjældenhed i verdenshistorien, at intellektuelle og arbejdere har kunnet stå sammen, men det lader til, at de samarbejder fint her.

Så var vi inde og se Antarctic Journal, og den var slet ikke så tosset. Igen: Det er jo ret vanskeligt, når man ikke forstår sproget, men vi fattede da hovedtrækkene i historien, og der var en god stemning i filmen.
|
Dag 15: En sidste gave

I dag skulle vi lige købe en sidste gave plus en kuffert/taske til os selv, og så stod den også på Star Wars: Episode III (2005). Vi kunne jo lige så godt se den her som derhjemme. Jeg synes, den var rigtig fed. Meget bedre end jeg havde forventet. Men nu havde jeg jo så heller ikke ventet mig specielt meget af den. Det var helt underligt pludselig at se en film, hvor man forstod alt, hvad de sagde.

Dag 16: Ædedolkenes Paradis

Så er det sidste dag, før turen går sydpå til bryllup. Vi købte en lille weekendkuffert til de sidste ting og til at have med ned til den vordende brudgom, Thomas (det ville være lidt åndssvagt at slæbe hele den store kuffert med derned for tre dage).

Om eftermiddagen spiste vi noget take away-sushi (sushi er meget billigt herovre - det er få menuer, der koster over 60 kroner), og om aftenen tog vi afsted for at finde den tidligere omtalte udklædningsbar. Den kunne vi nu ikke finde. I stedet gik vi omkring i området, hvor den skulle ligge, og det var også sjovt. Her lå (som overalt) restauranter over det hele, men de så lidt anderledes ud, end dem der ligger her ved hotellet. Meget mere lokale og i indretning mindede de lidt om små, lokale tavernaer i Grækenland. Desuden var de fleste indrettet som i gamle dage, det vil sige man sidder på gulvet ved lave borde og spiser.

På vej ned ad en gade, kom der pludselig en række jernbaneskinner på tværs. De var nedlagt og halvt gravet op, men nogle af dem var som sagt blevet liggende. Omkring dette stykke lå der cirka fem spisesteder, som var proppet med gæster, der sad udendørs og grillede koreansk mad over små trækulsbål. Folk sad også helt ude på jernbaneskinnerne. Det så helt vildt hyggeligt ud, så vi har bestemt at spise der, når vi vender tilbage til Seoul. Korea må være paradis for madelskere. Man kan få al slags mad lige fra kebab til eksklusive menuer med personlig tjener. Overalt i Seoul sidder, står eller går folk og spiser, og man har på fornemmelsen, at gennemsnitskoreaneren spiser mindst syv måltider om dagen.

Butiksnavne: Ihavename (stavet ud i én kør), Sexy Pig (billede af en gris i "sexet" kjole, der bliver stegt over et bål!), Club Nude (det er en tøjbutik! Og deres logo er en nuttet lille kat) og Swine, der var en vinbar.

Dag 17: Goseong

Vi tog bussen til Goseong fra en ekspresbusstation, der ligger her i Seoul. Jeg var en lille smule nervøs for, om vi nu kom med den rigtige bus, men alt gik glat, og busturen forløb uden forsinkelser eller noget. Det tog godt nok lang tid at komme ud af Seoul, for der var lange køer på de store veje (men det var jo også weekend). Da vi først var kommet ud af storbyen, kørte trafikken ubesværet. Korea har en virkelig imponerende infrastruktur, og vejene er meget velholdte.

Landskabet er præget af bjerge (70-80% af Korea består af bjerge), og det gjorde stort indtryk på Michael. Det er jo også underligt at se bjerge overalt, når man kommer fra sådan en flad pandekage af et land som Danmark. Bussens endestation var godt nok ikke Goseong, men vi kom fint af hvor vi skulle alligevel. Stort set alle vejskilte på motorvejene er skrevet på både engelsk og koreansk, så det er faktisk relativt nemt at finde ud af. Vi ringede så til Jay (Thomas' koreanske kæreste og kommende kone), og hun og Thomas kom og hentede os på stationen fem minutter efter vi havde ringet.

Nu var vi virkelig kommet på landet. Goseong er en landsby på omkring 50.000 indbyggere, og der er en noget anden stemning end i Seoul. På mange måder minder det landlige Korea mig om Grækenland. De moderne huse ligner i byggestil, vejene minder om de græske veje, og både huse og vejes tilstand minder også en del om det græske. Her var også stille om natten... Bortset fra at det hotel vi boede på, var et såkaldt "love motel" (primært beregnet til kærestepar eller andre, der gerne vil have lidt privatliv), hvor folk havde en tendens til at vælte fulde rundt på gangene. Selve hotellets indretning var et kapitel for sig. Sjældent har jeg set noget så grimt og smagløst! Men sjovt.

Thomas og Jay har lejet et lille hus på årsbasis, og der var vi selvfølgelig også en del. De fleste danskere ville nok betragte det som noget nær saneringsmodent, men det fungerer fint (vi er jo altså også meget forkælede og kræsne - altså danskere). Vi fik også mødt Thomas' familie og bekendte. Alle var supersøde, og vi havde det rigtig hyggeligt.

Dag 18: Brylluppet

Brylluppet skulle foregå klokken 13, men hverken Thomas eller Jay var helt klar over, hvad der skulle ske. Så alle var ret spændte. Det eneste der var sikkert var, at de skulle have noget traditionelt bryllupstøj på, men hvordan selve ceremonien foregik vidste ingen åbenbart. Da vi ankom til The Wedding Hall, var Thomas ved at blive klædt på. Han havde fem lag tøj på, og der var ingen aircondition, så han svedte temmelig meget. Under hele ceremonien snakkede folk løs. Der var med andre ord en ret uhøjtidelig og afslappet stemning. Det hele var overstået på kort tid, og så begyndte alle at myldre ned til maden, der blev serveret på etagen nedenunder.

Da Thomas og vi andre nåede derned, var en del af gæsterne allerede færdige og var gået! Men det er åbenbart helt normalt i Korea. Det virkede ret sjovt. Her i Danmark er vi jo vant til meget lange middage med taler og sange og alt muligt, og det er uhøfligt at gå, inden alle har rejst sig fra bordet, og man i hvert fald har været der et stykke tid efter maden. Sådan er det altså ikke i Korea. Her kaster man maden i sig, afleverer sin gave og er ude af vagten igen... Egentlig passede det os danskere meget godt. Så slap man for at være bange for at gøre noget forkert og sidde højtideligt til bords med en masse mennesker, man ikke kendte og ikke kunne tale med.

Efter selve brylluppet sad vi bare hjemme hos Thomas og Jay og hyggede os. Om aftenen fik vi noget takeaway-kylling og så var det på hovedet i seng.

Dag 19: Zoneterapi på en bjergtop

Jeg tog sammen med Michael, Thomas og flere på sightseeing i Goseong. Turen gik op på et lille bjerg i byen. Der er lige blevet anlagt fine vandrestier, flotte nye gadelygter og små pavilloner til picnic-ture deroppe, så alt var splinternyt og skinnende. Der var også blevet lavet to små stier med massagesten, det vil sige der var blevet lagt en "forhindringsbane", der skulle fungere som en slags zoneterapi, når man gik på den med bare fødder eller på strømpesokker. Den måtte vi jo lige prøve, for efter sigende skulle man få ondt i fødderne i flere timer efter. Jeg synes nu ikke, det var så slemt, men man kunne da godt mærke det.

Så gik vi ned på den anden side af bjerget, der ligger lige ned til havet (der er nu ikke nogen rigtig strand) og langs med havet rundt om bjerget tilbage til byen. Det var en fin gåtur. Ned mod vandet lå der både små skæve blikhytter og et stort fint luksushotel side om side. Om aftenen tog vi på restaurant. Vi blev hentet i en minivan af en af tjenerne. Det må da siges at være fin service. Det viste sig også at være nødvendigt, for den lå lang pokker i vold ude midt i ingenting på en bjergskråning. Men der var en herlig udsigt.

Dag 20: Sidste dag

Så er det sidste dag i Seoul. Det var rigtig sjovt at besøge Thomas nede i Goseong, og det ville have været meget rart med lidt mere tid sammen med ham, men hans forældre, bror og onkel plus en af hans venner er der også i øjeblikket, så han har nok at se til.

Generelt om Seoul og koreanere

Der er utrolig meget larm over det hele. Koreanere elsker åbenbart larm, for der er simpelthen høj musik alle steder. De myldrer frem og tilbage, og der er bare mennesker overalt. Alle er enormt søde og venlige og hjælpsomme, selvom de har store problemer med det engelske. De er som regel bedre til at skrive det end tale.

Biograferne er kæmpestore. I nærheden af vores hotel ligger der en bygning på ni etager – og den indeholder kun én biograf. Der er cirka to sale på hver etage. I COEX Mall var der en biograf med nogen og 20 sale. De er hypermoderne med alt det nyeste billed- og lydudstyr.

Der er én ting, der virkelig er svært at vænne sig til som dansker. Koreanerne skubber virkelig. Og ingen siger undskyld for det. Og så har de ikke noget imod at sidde helt tæt op ad hinanden i for eksempel undergrundsbanen. Herhjemme er vi jo ikke meget for nærkontakt med fremmede mennesker, så man skal altså lige vænne sig til det.

De spiser som gale. Aldrig har jeg været ude for et folk, der propper sig i den grad. Jeg fatter ikke, hvor al maden bliver af, for der er ikke særlig mange overvægtige mennesker her. Små, spinkle piger sidder på restauranterne og fortærer bjerge af mad. Og mindst hver anden butik i Seoul er enten en restaurant, et snacksted, en bar (hvor de "snacks" man kan købe er måltider til en to-tre personer), eller et eller andet, hvor man kan få noget mad. Hver morgen i morgen-tv på KBS 2 kan man se deres reportere gumle sig igennem oceaner af lækkerbidskener.

De har faktisk punkere og goths her. Ikke så mange, men vi har da set et par stykker. De unge fyre går virkelig og slasker, men det er sikkert moderne at gå på den måde...