20 30 40

Tre kvinder. Tre aldre. Én fælles søgen efter lykken, den store kærlighed og et ståsted i tilværelsen. Så kort kan handlingen i den taiwanesiske instruktør Sylvia Changs 20 30 40 beskrives. Ud fra det udbud der når vores danske breddegrader, er det let at få det indtryk, at den asiatiske filmscene kun består af stilfulde actionruller, kung fu-komedier og gysere med blege, langhårede piger. Set i den sammenhæng er 20 30 40 et forfriskende bekendtskab: en romantisk komedie lavet af en kvinde og rettet mod et kvindeligt publikum.

Titlen 20 30 40 henviser til alderen på de tre kvindelige hovedpersoner. Jie (Lee Sin-je, The Eye, 2002) er 20 år og lige ankommet fra Malaysia til Taiwans hovedstad, Taipei, for at prøve lykken som sangerinde. Den 30-årige stewardesse Xiang (Rene Liu) jonglerer mellem flere forhold på én gang, uden at kunne finde sig til rette i nogen af dem. Endelig er der den 40-årige blomsterhandler Lily (Sylvia Chang selv), som efter en skilsmisse må ud på datingmarkedet igen, blot for at sande at tingene har ændret sig, siden hun var... 20.

Tanken om en asiatisk kombination af Alt For Damerne, Bridget Jones' Dagbog (2001) og hendes danske pendant, Nynne (2005), burde nok kunne få de fleste mandlige filmfans til at krybe i fosterstilling i et hjørne sammen med deres John Woo-samling. Og det bliver bestemt ikke mere betryggende, når man erfarer, at de tre hovedrolleindehavere i 20 30 40 selv har været med til at udforme manuskriptet. Derfor er det så meget mere glædeligt at opdage, at Sylvia Changs film ikke er nær så damebladsagtig, som man kunne frygte. Det er stadig en kvindefilm med masser af smil, tårer og latter, og mændene er generelt nogle ynkelige typer. Men det hele er trods alt holdt på et niveau, så man ikke sidder og hungrer efter en heftig biljagt til at live handlingen op.

Med sin opsplittede struktur - tre forskellige handlingstråde med hver deres hovedperson, hvis eneste forbindelse er, at de optræder i baggrunden i hinandens historier - kunne 20 30 40 også let være blevet en ujævn oplevelse. Sylvia Chang er dog en erfaren nok instruktør til at sørge for, at handlingen flyder, som den skal uden alt for mange svinkeærinder. Historierne er selvfølgelig ikke lige interessante, og den mindst vedkommende er måske ikke så overraskende beretningen om den yngste i trioen. De problemer, man render ind i som 20-årig, har det uværgeligt med at blegne med årene. I den alder får man altid en chance til, og der er ikke den samme aura af desperation og sidste udkald over Jies historie som hendes to ældre medsøstres.

Uden at det skal opfattes som en anklage om nepotisme, fungerer 20 30 40 bedst i de sekvenser, hvor Sylvia Chang selv medvirker. Af de tre kvinder er det hende, som kommer ud for de mest ydmygende - og derfor komiske - situationer, men samtidig er hun også den, man som tilskuer lider mest med. Håbet om en ny kærlighed tændes, da hun møder en gammel skolekammerat, men nej, han har i forvejen en ung, smuk kæreste. Det tjener til filmens ære, at den undlader at forfalde til den lette løsning og binde tre bekvemme sløjfer med rosenrøde, lykkelige slutninger på historierne. I sidste ende er det kun den ene af de tre kvinder, der falder til ro sammen med en mand, og det sker desværre på en måde, som føles utroværdig og ude af trit med resten af filmens tone.

Det paradoksale ved 20 30 40 er, at dens styrke samtidig er dens svaghed. Filmens tema bliver formidlet på en facon, der er så universel, at kvinder både i Taipei, København og New York burde kunne identificere sig med det. Men det gør samtidig, at 20 30 40 egentlig ikke føles så meget anderledes end de beslægtede titler, som den vestlige filmverden rutinemæssigt spytter ud. Man tager sig i at savne et asiatisk særpræg, som man eksempelvis så det i en anden film fra Taiwan, Ang Lees komedie Spis Drik Mand Kvinde (1994), hvor Sylvia Chang i øvrigt medvirker. Her blev emner som familieforhold og generationskløfter taget under behandling på en måde, så alle kunne nikke genkendende til situationerne, samtidig med at der hvilede et umiskendeligt taiwanesisk fingeraftryk på hele filmen. 20 30 40 er alt i alt et behageligt bekendtskab, men lidt flere krydderier næste gang, tak.