the scarlet letter

The Scarlet Letter er en af den slags film, hvor man bagefter spekulerer på, hvorfor det gik galt. Sjældent har denne anmelder set en historie, der efter en lovende begyndelse udvikler sig i en så katastrofal retning, at man til sidst ikke ved, om man skal grine eller græde. Det er ellers en prisværdig opgave, som instruktøren og manuskriptforfatteren Hyuk Byun har sat sig for at løse med The Scarlet Letter. Med den erotiske thriller-genre som skabelon vil han beskrive, hvad der sker, når mænd og kvinder lader sig styre af deres drifter, og hvordan det kan få hele deres tilværelse til at spinde ud af kontrol.

Som eksempel bruges kriminalbetjenten Ki-hoon (Han Suk-kyu, Shiri, 1999), der i filmens indledning håndterer både karriere, ægteskab og elskerinde (Lee Eun-ju, Brotherhood Of War - Taegukgi, 2004), uden at få sved på panden. Ki-hoon er en mand med selvtillid. Han ved, han ser godt ud. Han kører i en stor bil. Og han er typen, der lige skal sætte håret, inden han inspicerer et gerningssted. Han er, for at sige det på godt dansk, et arrogant røvhul. Dermed er der også sat ord på en af årsagerne til derouten i The Scarlet Letter. Problemet er ikke, at hovedpersonen er usympatisk - der er lavet masser af gode film om dårlige mennesker - men at han aldrig bliver interessant. De karaktertræk, der skal forestille at virke charmerende på omgivelserne, er i stedet irriterende, og man ender med at være ligeglad med ham. Da der begynder at opstå revner i Ki-hoons velordnede hverdag, er det derfor svært at føle andet end skadefryd, hvilket næppe var Hyuk Byuns intention.

I første omgang er det en tilsyneladende banal drabssag, der skaber uro i Ki-hoons liv. Han finder hurtigt frem til en mistænkt, men noget siger ham, at den skyldige i virkeligheden er offerets kone, uden at han kan bevise det. Derefter viser det sig, at hans gravide hustru engang har fået en abort, og helt galt går det, da elskerinden meddeler, at hun også venter sig. Det udløser en kæde af begivenheder, der resulterer i en slutning, som sigter efter at være chokerende og tragisk, men snarere er ufrivillig komisk på grund af scenens højstemte tone. Slutningens overraskende afsløring fungerer heller ikke, fordi filmen ikke har fået underbygget den godt nok undervejs. Så frem for at udbryde "Wow!", sidder man tilbage med en flad "Nå!"-fornemmelse.

Det mest frustrerende ved The Scarlet Letter er dog, at man fornemmer, hvor lidt der skulle til, før filmen var blevet vellykket. Håndværket fejler nemlig ikke noget. Billedsiden er flot og fyldt med stærke farver, som bidrager til stemningen. Musikken er elegant, og skuespillerne attraktive at se på. Forsøget med at lave en seriøs erotisk thriller er en interessant idé, men hvad nytter det, når slutresultatet - trods en flot indpakning - hverken er blevet specielt pirrende eller særligt spændende. For eksempel vises der masser af nøgen hud i sexscenerne, men det hele er filmet i vinkler, der altid sørger for at skjule de "uartige" dele på en underlig blufærdig måde. Det er som om, at Hyuk Byun i sin iver efter at sige noget dybsindigt om det seksuelle magtspil mellem mænd og kvinder, er kommet til at udviske de elementer, der skal få en erotisk thriller til at fungere. I stedet bliver det til en masse forspil, men belønningen udebliver.

Når The Scarlet Letter alligevel nok skal blive husket, skyldes det desværre en helt anden årsag. Filmen blev den sidste, som Lee Eun-ju nåede at indspille, inden hun begik selvmord den 22. februar 2005 i en alder af kun 25 år. I rollen som elskerinden er hun faktisk et af de få lyspunkter i The Scarlet Letter, fordi hun formår at skabe en nuanceret figur, man gider bekymre sig om. En skam at de øvrige dele af filmen ikke når op på samme niveau.