g@me.

Højt oppe over et aftenoplyst Tokyo panorerer nethinden forbi Tokyo Tower og dykker pludselig ned igennem en altan til en luksuriøs etagelejlighed. I ørerne høres en kvindes sang på tysk, ledsaget af klassisk musik. I lejligheden ligger et vinglas og en bevidstløs mand på gulvet. Samtidig lyder det fra en fortæller, at uanset hvor meget man vinder i livet, kan ingen i sidste ende besejre døden. Lynglimt afslører den bevidstløse mands ansigt. Man aner tydeligvis, at indledningen i Game (markedsført g@me.) må være skabelonskåret efter dens romanforlæg. Om ikke andet er en Hitchcock-agtig film noir-atmosfære i hvert fald på plads.

I samme øjeblik som ovenstående lægger op til en detektivthriller, går filmen tilbage i tiden med et længere intermezzo for at afklare de begivenheder, der senere fører til vendepunktet fra indledningen. Reklamemanden Shunsuke (Naohito Fujiki) er godt træt af sin chef, Katsutoshi (Ryo Ishibashi, Audition, 1999), som har droppet et profitsikkert forslag til markedsføringen af en øl. En dag går Shunsuke tilfældigt igennem bossens nabolag, hvor han ser en pige, der fra chefens hus sniger sig hen over et hegn. Shunsuke følger efter, og konfronterer hende på et hotel. Pigen, Chiharu (Yukie Nakama, Ring Ø: Birthday, 2000), fortæller at hun er løbet hjemmefra, og at reklamemandens chef er hendes stedfar. Hvad der modvilligt begynder som et tilbud fra Shunsuke om én overnatning hos ham selv, ender i en større fupkidnapning. Da begge har et horn i siden på den altid succesrige og skråsikre chef og stedfar, planlægger de at pengeafpresse og knække ham.

Den første time er Game en forretningskappestrid, en kidnapningsthriller og en seriøs kupfilm. Afslutningsvis er den et elegant psykologisk spil, hvor personerne både overlister hinanden og publikum. Filmen er dermed opdelt i fire dele, der hver især har sin egen rytme. Forretningsdelen omhandler et højspændt magtspil mellem Shunsuke og hans chef. Eksempelvis afbryder førstnævnte nonchalant chefen under et forretningsmøde, hvorefter en uventet brysk baggrundsmusik sætter stemningen med en slagkraft, der motiverer til direkte genafspilning. Kidnapningsdelen giver et mere vedvarende indtryk, grundet charmerende narrestreger og en god kemi mellem de to hovedpersoner, filmdebutanten Naohito Fujiki (som i 2004 vandt en Japanese Academy-pris som årets nytilkommen) og reklameidolet Yukie Nakama.

I relation til det ovenstående er det derfor ærgerligt, at filmen snubler under det tempodrevne kupscenario. Fraregnet nogen løjerlige adspredelser virker denne del irriterende karakterløst, takket være et alt for konstrueret og letkøbt forløb. Netop som det hele bliver uinspirerende, tages man alligevel på sengen. Det måtte jo ske på et tidspunkt, at Game skulle klarlægge sin indledning – som er så klassisk poesifyldt kontra resten af filmen, at den bør høre til filmstrimlens største afvigelser indenfor stilretning.

Filmens fremtrædende styrke viser sig forventeligt i forhold til indledningen, da slutforløbet følger denne uafdækkede del op. Her stilles seeren overfor et regulært, sindsoprivende puslespil, hvor man skal bevare fatningen for at følge med. For tidligere udfald i handlingen, der på disse tidspunkter fremstod underligt uforløste, fortsættes i små forklarende scener: blandt andet hvad der reelt set skete, inden Chiharu sneg sig ud ad stedforældrenes hus i filmens begyndelse.

Game blomstrer især op via en velspillende og iøjefaldende Yukie Nakama, der først optræder som uskyldig, rodløs pige, og senere fremstår med en mere karakterstærk personlighed. Mens Shunsuke-rollen er nem at se igennem, har Chiharu og stedfaren en langt mere uvis natur. Det skaber en interessant spænding og indlevelse, der til dels kan sammenlignes med David Finchers The Game (1997), omend aldrig helt på samme medrivende niveau. Dertil er Game lidt for meget på slingrekurs.