darkside blues

Det er indlysende at have en blues-sang med i den japanske sci-fi anime Darkside Blues, men den er desværre skrevet og sunget på ubehjælpsomt engelsk. Hvad angår "Darkside", henviser det både til en af hovedpersonerne og det byområde, han har taget sit navn efter. Tokyo Darkside er en frizone i en verden, hvor 90 procent ejes af megaforetagendet Persona Century, der styres af Hozuki-familien. Det er selvfølgelig en situation, som ikke er lige populær hos alle - specielt fordi flere af Hozuki-arvingerne er lettere psykopatiske, med hang til tortur og mord. Derfor er der opstået en modstandsbevægelse, som i filmens indledning netop har udført et mislykket angreb på Persona Centurys hovedkvarter.

En af modstandsbevægelsens sårede medlemmer søger tilflugt i Tokyo Darkside, hvilket bringer indbyggernes frihed i fare. Alligevel tøver bandelederen Mai ikke med at hjælpe "terroristen", Tatsuya, og bringer ham over til lægen Seria, der har en fortid i banden. Begivenhederne følges fra sidelinien af den mystiske unge mand Darkside, der er ankommet fra en anden dimension, og som med jævne mellemrum blander sig, når Persona Centurys lejemordere kommer lidt for tæt på.

Darkside Blues er et interessant miskmask af elementer fra forskellige genrer. Selve handlingen udspiller sig i et post-apokalyptisk, cyberpunk-agtigt univers med gadebander, magtfulde selskaber og dræber-cyborger lurende i baggrunden. Samtidig er flere af hovedpersonerne udstyret med noget, der minder om overnaturlige evner, men også kan skyldes ultra-avanceret højteknologi. Det gælder ikke kun Darkside, men også de tre Hozuki-søskende Tamaki, Enji og Guren. Darkside selv ligner noget fra en gotisk 1800-tals gyser og kører rundt i en hestevogn, når han ikke opholder sig på sin bopæl, Hotel Illusion, der ændrer sig alt efter, hvem der træder ind ad døren.

Det er med andre ord et omfattende persongalleri og en masse handlingstråde, der proppes ind i en fortælling på under halvanden time. Det ender med at blive filmens største problem, for det er svært ikke at føle, at der går for megen tid med at følge Mai, Seria og Tatsuya frem for de mere spændende Darkside, Tamaki, Enji og Guren. Omvendt når man heller ikke at kede sig. Historiens dystre og mystiske stemning holder interessen fanget, og der bydes på masser af voldsom og brutal action. Mod slutningen bliver Darkside Blues dog lidt for mystisk, idet man sidder tilbage med flere ubesvarede spørgsmål. Blandt andet får man aldrig at vide, hvor Darkside kommer fra, og hvad replicas de relojes der er hans forbindelse til Hozuki-familien, som tydeligvis kender ham. Det medfører, at Darkside Blues frem for at fungere som en selvstændig film mere føles som optakten til en længerevarende fortælling, som desværre aldrig blev fortsat. Interesserede er derfor henvist til mangaen, som filmen er baseret på.